114 / 454
103
Saaledes skrev jeg dengang, under eller umiddelbart efter hine
store Dage. I særlig Grad var jeg blevet grebet i Hjerte og Sam
vittighed ved — jeg var nær nok dertil — at fæste Blikket paa en
Dame, der stoå lænet med Ryggen op til Talerstolen i Bethesdas
store Sal, og som med strømmende Taarer fulgte ham Ord for
Ord. Det var St. Jakobs-Præsten Peter Krags Hustru. Vist nok
saa flere det samme og følte det samme som jeg, at sligt maatte
bæres frem baade for Gud og for Mennesker, at vi dog ikke
maatte forgaa i Vantro og Synd — vi som er et Folk med tusind-
aarig Kristendom.
Jeg ser ogsaa, at jeg nævnes i Bogen ikke alene Side 45 som
Stifter af de Samvirkende Menighedsplejer, — der saa nøje sva
rer til og forbinder sig med Kirkefondets Gerning, da Menigheds
plejerne aldrig kunde faa tilnærmelsesvis saa megen Indflydelse,
dersom Kæmpesognene ikke var blevet slaaede i Stykker — som
jeg tilskyndede Præsten ved Matthæuskirken og maaske flere
Præster til, — men ogsaa S. 124 som en af Sagens Venner i godt
Selskab: P. Krag selv og de to vordende Biskopper Skat Rørdam og
Christen Møller, der „udtalte deres Glæde over, at Lægmændene
havde begyndt at røre paa sig og vilde tale med om Kirkens Liv .
Jeg husker, at jeg ved et vigtigt Møde tog til Orde mod min ellers
gode Ven Jakob Paulli, hvorfor jeg fik et varmt Takkebrev fra
Professor Westergaard.
Men dette med
Lægmændenes Fremtræden
og den Støtte, Sa
gen deri fandt, kunde maaske ogsaa have noget at gøre med hint
store Kristenmøde. I min Beretning derom fortsætter jeg:
„En særegen Virkning gjorde det at høre nogle af de mange,
til Dels fremragende og fornemme Lægmænd, som Alliancen
havde blandt sine Medlemmer, tage Ordet: Londons Lord-Mayor
(Overborgmester), Grev Bernstorf fra lyskland# en hollan_sk
Greve, helt bedækket med Ordener, en svejtsisk Oberst, en en
gelsk General og flere andre. Overtagelse af Formandspladsen,
som ved hvert Møde tilfaldt en ny, Indledningsbønnen ved Møder
nes Begyndelse, de forskellige Velkomsts og Afskedshilsener gav
Anledning dertil. Det er nyt for os at høre Lægfolk, især af den
fornemme Verden, sige, hvad vi kun er vante til at høre af Præ
ster; det gør et nyt og stærkt Indtryk: dem kan man da ikke af
færdige ved at sige, at de er betalte for at prædike.
Lad mig endnu tilføje noget af Slutningen paa denne Beret
ning : „Ogsaa i forskellige praktiske Spørgsmaal blev der givet Til
skyndelser og nedlagt Sædekorn, som nok skal bære deres Frugt.
Søndagens Helligholdelse, Søndagsskolegerningen, Ædruelig-
hedssagen og Sædelighedens Fremme.“ Alle disse Opgaver har
netop ved den Tid faaet deres Selskaber til hver enkelt Sags Frem
me. Den første af dem, hvortil der var samlet en ret stor Mæng
de Mænd og Kvinder, som ved Sammenkalderens Klodsethed —
han var udmærket i Naturvidenskab, men næppe som dansk