Previous Page  119 / 454 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 119 / 454 Next Page
Page Background

108

stergaard kan overkomme af Arbejde; men hvor travlt han

end har, han har altid Tid til at virke for Kirkesagen. Og

som han elsker Kirkesagen, elsker han Præsterne ved Kirke­

fondets Kirker; vi, som var med fra den første Tid, har vel

nok mærket det mest; da var vi nemlig saa faa, og der kunde

selvfølgelig da blive mere af det personlige Forhold end si­

den, hvor vi blev saa mange.

Saa er der endnu én Ting, jeg maa nævne; det er hans

lyse, glade Sind, hans fornøjelige og gode Humør.

Det gør

Samarbejdet med ham til en Fest, og hvor har vi ikke ofte

noget af dette festlige over Forretningsudvalgets Møder un­

der hans Ledelse! Professor Westergaard er nu den eneste i

Forretningsudvalget fra det oprindelige »Udvalg til Ivirkesa-

gens Fremme«, men vi siger Gud Tak for, at vi har ham. Og

vi haaber, at vi endnu længe maa beholde ham paa For­

mandspladsen, for

vi holder saa meget af ham.

N. Juhl.

Københavns Kirkefond er et af de mange Eksempler paa,

at kristeligt Lægmandsarbejde bliver velsignet af Gud, naar

det »kalder til Kirke« og saaledes virker i bogstavelig For­

stand opbyggende ved at drage Mennesker ind i Menigheden,

samle dem om Døbefont, Alterbord, Prædikestol og Menig­

hedsarbejde.

Dette har Harald Westergaard været med til ogsaa paa

anden Maade end gennem selve Kirkefondet. Han har i en

Aarrække været nøje knyttet til Hellerup Menighed og har

ydet et vægtigt Bidrag til dens Vækst. Han har siddet i dens

Bestyrelse; men end mere kendt er han blandt os fra de

mange Gange, han har talt i vore Forsamlinger, hvor han

altid holdt sig til den Regel, Bibelen (1. Pet. 4, 11) giver for

Tale i Menigheden; vi er mange, som er ham meget tak­

nemmelige for hans inderlige Forkyndelse af Guds Ord.

Men Westergaard har sikkert ogsaa erfaret Sandheden af

Jesu Ord: Saligt er det at give, hellere end at tage.

________________

C.V.Prytz.

En Hyldest til Professor Westergaard! saaledes lød Se­

kretærens Opfordring. Mon der findes nogen Mand i Verden,

hvem jeg hellere gav min Hyldest end Harald Westergaard!

Første Gang, jeg traf ham, var den 7de December 1904, da

jeg som Præst stillede mig til Kirkefondets Raadighed. Da

jeg blev Sekretær i 1911, blev Samarbejdet med Professor

Westergaard meget nøje. I IOV

2

Aar var vi som Formand

og Sekretær som Hoved og Haand. Jeg mindes ikke en ene­

ste Divergens fra disse IOV

2

Aar. Han sagde en Gang: en

Formand véd nøjagtig saa meget, som hans Sekretær til­

lader. Fra det Øjeblik lod jeg ham vide endog de mindste