117 / 454
106
da de allerførste famlende Spirer kæmpede sig frem i vore
unge, uklare Hjerter.
Saa skal du da have en dybtfølt Hilsen paa denne
Mærkedag fra det københavnske Kirkefond og alle dine Med
arbejdere i dets store Sag, en Hilsen, hvis Indhold samler
sig i dette:
ui takker Gud for dig.
Det kunde være fristende at fremdrage lysende, stærke
Minder fra alle de Aar, vi har kæmpet sammen under Kirke
sagens Banner. De melder sig af sig selv og hvisker: husker
du dengang? mindes du det? Jeg skal dog nøjes med to.
Husker du, dengang (i 1890) »Ringen«s Korrespondance
blev afbrudt snarere end afsluttet af dig med de Ord: »Jeg
har ikke Tid at skrive mere, nu skal der handles!« Da blev
du Føreren. Og husker du, da du samme Aar ved »Bethesda-
mødet« i Aarhus talte om Københavns Kirkenød, saa det
tændte i Hjerterne trindt om i Landet — da viste du, hvil
ken Magt Herren havde lagt i dit Ord.
Du blev vor Høvding, og du har været tro paa din Post.
Du har ikke skaanet dig selv, men altid trukket din store
Del af Læsset i alle disse Aar. Du har kæmpet Bønnens Kam
pe. Du har ført Ordet for os alle. Du har midt i dit store Ar
bejde i Videnskabens Tjeneste altid haft Tid til at gaa, hvor
Kirkesagen trængte til dig. Du har samlet os i den indbyrdes
Kærligheds Aand til altid fornyet Enighed. Og du staar nu
— da Aarsklokken ringer 7 X 16 — lige trofast, lige varm i
Hjertet, lige villig til at kæmpe for Herrens Sag, som ogsaa
er din.
Vi takket Gud for dig, og vi beder Kirkens Herre vel
signe dig fremdeles med Aands og Legems Kræfter til endnu
at staa paa Høvdingens Plads og fuldende dit Livs Værk
i Kirkens Tjeneste, Gud til Ære, vort Fædreland og Folk til
rig Velsignelse.
Henry Ussing.
I Anledning af, at vor Fører, Professor Harald Wester-
gaard fylder 70 Aar, gaar mine Tanker tilbage til Kirke
sagens første Tid, da han med ungdommeligt Vovemod og
i begejstret Tro lagde Haanden paa Ploven og trods Mod
stand fra Verden og — fra Gejstligheden i København trak
de første Furer i Kirkesagens nu saa frugtbare Ager.
Det var en Glæde at følge ham. Han var ung og frisk,
Vanskeligheder var kun til for ham for at overvindes; han
havde en ejendommelig Maade at vinde Mennesker paa og
at opnaa sine Maal med det gode. Den Vennekreds, som han
samlede om sig til Arbejdet, betragtede ham som den selv
skrevne Fører, men han søgte aldrig at herske over os. Jeg
var den yngste i Kredsen, og til Tider kunde jeg vel spørge