118 / 454
107
mig selv,
0111
jeg ogsaa hørte hjemme i dette Selskab; men
den Kærlighed og Tillid, hvormed Vennerne og først og
fremmest Harald Westergaard drog mig med ind i Arbejdet,
gav mig altid ny Frimodighed.
Harald Westergaards uopslidelige Optimisme lyste over
Gerningen. Modstand kunde kun staalsætte den. Vanskelig
hederne tjente kun til at slutte Kredsen tættere sammen og
til at spænde Viljerne. Vi trængte til Vanskelighederne, og
der kom gode, rolige Tider, da vi savnede dem.
I Forhandlinger med Autoriteter, med Præsterne, med
Givere var Westergaard uvurderlig. Hans Arbejdskraft var
uudtømmelig, hans Glæde i Arbejdet smittende.
Naar han nu gaar ind i Støvets Aar, saa maa jeg bringe
ham mit Hjertes Tak for den rige Ungdomstid, som han be
redte mig ved det Venskab, der blev helliget ved Tjenesten
for Guds Riges store Sag i vor Hovedstad.
H. O. Lange.
For mange Aar siden, det var i Kirkesagens allerførste
Dage, besøgte Professor
Westergaard
jævnligt daværende
Biskop
Fog
for at tale med ham om Kirkesagen og søge at
vinde ham for dens Tanker, hvilket ogsaa lykkedes. Og
som de en Dag sidder og taler sammen, udbryder den gamle
Biskop:
Jeg holder saa meget af Dem!
Denne pludselige
Given Luft for sine Tanker var vistnok ejendommelig foi
Biskop Fog; men alle, som kender Professor Westergaard,
vil let forstaa den gamle Biskops Kærlighedserklæring.
Der er mange, som vil sige det samme, at vi holder saa
meget af ham.
Og naar jeg nu ved 70 Aars Fødselsdagen med nogle faa
Ord skal sige, hvad det er, der gør Professor Westergaard
saa afholdt i vide Kredse, og navnlig da indenfor Menig
heden, vil jeg først nævne
hans jævne og bramfri Færd.
Det
er jo en kendt Sag, at Navnet
Harald Westergaard
ei et al
de fineste indenfor Videnskabens Verden, kendt og æiet
viden om; men Bæreren af dette Navn er tillige et af de
jævneste og naturligste Mennesker, man kan møde paa sin
Vej. Vi véd, hvilken Herre han har dette jævne og beskedne
Væsen fra; og det er hans lysende Kærlighed til denne
Herre, der først og fremmest drager Hjerterne til ham.
Saa er han
Trofastheden selv.
Det gælder overfor Virk
somheder som overfor Personer. Af Virksomheder hai vel
ingen hans Hjerte som Københavns Kirkesag; han var den,
der løftede Kirkesagens Fane, og han har visselig været en
trofast Fanebærer gennem de mange Aar. Hvor hai han
ikke talt for denne Sag, og hvor har han ikke skrevet om
den, og hvor mange Skridt har han ikke gaaet for at lydde
Stene af Kirkesagens Vej! Det er næsten utroligt, hvad We-