107 / 454
96
ikke blot glæde sig over, hvad den har opnaaet, den maa
ud at arbejde.
Kirkens Arbejde maa være
frivilligt,
og det maa gøres,
som Carlyle engang sagde: »Det, du skal gøre, skal du gøre
af hele din Sjæl.« Kirkens frivillige Arbejde kan tænkes paa
forskellig Maade. Modsætningen er
det tvungne
— det tvung
ne er det, Staten arbejder med, det er den nødt til, det skal
være i Orden, for at det hele kan gaa. Hele Kirken som saa-
dan er fri, det at være Medlem af Folkekirken er en frivillig
Sag. En af de Forandringer, som i 1915 blev foretaget i
Grundloven, var, at § 77 blev ændret; der stod, at de, som
ikke betaler til Kirken, skal betale til Skolen. Dette blev
slettet, og jeg kan sige, at det var efter stærk Opfordring fra
Kirkens Side. Paa vor Skattebillet staar opført under en
særlig Rubrik, hvad vi skal yde til Kirken. Det betegner, at
det er som Kirke-Medlemmer, vi betaler, ikke som Stats
borgere.
Men det frivillige kan ogsaa have en anden Modsætning
end det tvungne. Jeg vil kalde det
det institutionelle,
det,
som er ordnet i bestemte Former.
Til det institutionelle hører
Gudstjenesten,
de
k irk elig e
Handlinger,
det er altsammen overleveret os fra Fædrene,
og det har sin store B< tydning for os, det skal ikke sættes
til. Jeg vil ogsaa nævne
R eligion sundervisningen ;
den er
muligvis tarvelig nok mange Steder, men vi kan dog ikke
tænke os at undvære den.
Men ved Siden af dette institutionelle maa Kirken altid
have et Felt, hvor den gør en ny Begyndelse; saaledes maa
det være med enhver aandelig Bevægelse. Det gælder f. Eks.
Om sorgen fo r de unge.
Her maa Slægt efter Slægt spørge sig
selv: hvordan kan vi bedst gøre det? Der kan ikke være
faste Former, fordi hver ny Tid kræver en ny Maade.
Foruden det sædvanlige Arbejde maa der være det
frie
In itiativ;
først da vil Arbejdet faa det rigtige Præg. Og i
den Forbindelse maa jeg taie om
K øbenhavn s K irkesag.
Det
gik jo saadan, at København voksede og voksede, og ingen
tænkte paa at sørge for den i kirkelig Henseende. Man ven
tede paa, at Autoriteterne — Ministeriet eller Biskoppen —
skulde gøre noget; men der blev ingenting gjort. Saa blev
Sagen rejst fra Menighedens Side. Da jeg for 30 Aar siden
kom her til Byen, var det største Sogn paa 70,000 Menne
sker. De kirkelige Handlinger foregik i Massevis, det var
ikke sjældent, at der blev døbt 20 Børn ad Gangen, ved
Bryllupper blev mange Par viede paa én Gang, og man saa
ved Begravelser Kiste staa ved Kiste i Række. Det kunde
ikke være anderledes, naar 2 Præsier skulde sørge for alt i
et saa mægtigt Sogn; men Forholdene var næsten uud
holdelige.