110 / 233
Tinne Vammen
Henriette Nielsenfortæller om sine indtrykfra enfolkeligfest på et gods i
provinsen ogforholdet mellem godsets herskab ogfolkene.
Frøken Nielsen hørte, jeg havde opsøgt fru Heiberg. Hun havde
hørt nogle samtidige sige, at af de tre Heiberger, manden, sviger
moderen og hende, var hun den ubetydeligste. Han betragtede det
ikke som en lykke for hendes talent, at hun var blevet gift med Hei
berg og derved var fristet til at spille store roller, som hun ikke pas
sede til. Hendes genre var den mindre karakterrolle, men selv troe
de hun, hun var en stor tragiker. Alt dette havde hun sandsynligvis
fra sin broder, den store skuespiller Nielsen.
68
Om ham fortalte hun
en lystig anekdote om, at deres broder engang på en rejse havde
haft en bondekusk, som havde spurgt, om han var broder til den
der mand, som man sagde, var så stor en kunstner i København.
Efter et bekræftende svar, tilføjede manden: »Nå, kan han da man
ge kunster?« »Ja«, svarede den anden. »Kan han også spise blår!« -
Det var, mente manden, højdepunktet af kunstnerisk formåen.
Omsider standsede man ved stationen og tog afsked med hinan
den, fornøjede på alle måder over den behagelige aften.
13. juli
Søndag afskedsdag, øsregn. Ubehagelig rejse til Malmø og
derfra til Lund, samt ubehagelige natværter dér.
108