106 / 233
Tinne Vammen
behov for hendes hjælp. Tvang nøden hende, var hun netop derfor
- men med skælvende hjerte - påny parat til at optræde; men
tilføjede hun, »så kommer jeg til Stockholm«. Senere sad vi for det
meste tavse sammen, trætte ovenpå dagens omskiftelige indtryk.
Fru Jerichaus malerier og Johanne Luise Heibergs skikkelse
Følgende dag 12. Juli
- min sidste i København -tilbragte jeg hele for
middagen i jag og travlhed, først for at finde ud af dampskibsturen,
og telegrafere til Axel; da jeg omsider kom hjem for at drikke en sen
kop kaffe, sad to damer og ventede for at tale om læsesalonen.
Senere tog jeg til udstillingen for at se fru Jerichaus billeder, og der
mødte jeg Ankersvårds. Finis Polonice gjorde gribende og uudslet
teligt indtryk på indtryk. Den døende yndling med fortvivlelse
malet i det udslukte blik og den krampagtigt knyttede hånd heno
ver hovedet - kvindens underkastelse uden håb - selve billedets
farveløse tone gav det noget af mindesmærkets eller gravmonu
mentets tunge alvor - altsammen gjorde det mest gribende indtryk.
Hr. Kritic klandrer detaljerne - mest fordi maleren er en kvinde. Jeg
er ligeglad med fejlen. Er det kunstnerens opgave med sin ide at
drage tilskuerens opmærksomhed uimodståeligt mod motivets
inderste - da er fru Jerichau lykkedes som få. Et lignede indtryk gør
den græske hyrde, støttet til Akropolis' mur med de mesterligt gen
givne basrelieffer. Med sine ædle træk og billedskønne former, men
alligevel svage, slappe holdninger er skikkelsen en ypperlig type
indenfor den udartede race.
63
På det aftalte tidspunkt mødte jeg
atter Magdalene og fulgtes med hende hen til fru Heiberg. Sammen
med sin villa ved Strandvejen repræsenterede hun en henrivende
helhed af skønhed og behag. Skøn i bogstavelig forstand har hun
dog næppe været. Kun øjnene var herlige, det hele i øvrigt et for
underligt lydigt redskab for den iboende ånd. Intet særligt stort
eller dybt, men rigt, elskeligt og med et fængslende behag. Hun tal
te mest om svundne tider, viste minder derfra (bl.a. et henrivende
billede af fru Gyllembourg) - og lod til selv mere at tilhøre den tid
end nutiden. Også her kom samtalen ind på Brandes og hans bog.«
»At han eller nogen andet overhovedet bare bilder sig ind, at der er
tale om noget nyt. Alt, hvad der skræmmer mængden nu og frem
føres som nye sandheder af tidens koryfæer - det er jo alt sammen
gamle nedslidte ting helt tilbage fra oplysningstiden.« - Men tiden
104