104 / 233
Tinne Vammen
Sophie Adlersparre importeres navnlig af Nordmandsdalens statuer af
norske ogfærøske bønder fra 1700-tallet og nyder til fulde at færdes med
»den ædle skjald« i slottets omgivelser.
På tilbagevejen mødte vi en ældre mand med stort hoved, gråt hår
og grove, men karakterfulde træk. Magdalene stoppede og talte liv
ligt og længe med ham og hans ledsagende kvinder. Paludan-Miil-
ler fortalte mig, det var Rasmus Nielsen. Senere måtte også vi gå
videre. Magdalene mødte os ved kilden på en smallere vej. Hun
havde nævnt mig for sin ven, omtalt min plan om at udgive en af
hans artikler i mit tidsskrift, og han havde sendt mig sin hilsen.
Under spadsereturen med Paludan-Miiller begyndte jeg påny at
tale om hans forfatterskab, takkede ham for skildringen af Alma og
sagde, jeg fandt hun var den mest skønne og sande kvinde 1800-tal-
lets digtere havde skabt. Han smålo vemodigt, men undveg at kom
me nærmere ind derpå. Sådan gør danske forfattere sædvanligvis,
når det drejer sig om deres egne værker, fortalte Magdalene mig
siden. Dog havde Paludan-Miiller tilføjet over for hende: »En
Adam Homo vil jeg ikke være. Og alligevel var han dog et ret skik
keligt menneske som ung!«
60
Hjemvendt blev vi budt på te, med
flere slags kød og kager som altid i Danmark, hverken mere eller
mindre. Man talte påny om Brandes. Paludan-Miiller havde stået
ham meget nær og næret store forhåbninger om ham. Men nu men
te han, han var kommet helt ind på et vildspor. Han ved ikke selv,
hvad han lærer - han kender ikke livet, ikke menneskene, ikke sig
selv - ikke Gud. Med sine ulykkelige forelæsninger har han gjort
meget ondt og bortkastet hele sin fremtid. Var det ikke sket, havde
han været sikker på at få Hauchs professorat.
61
At han er ærlig,
også som menneske, er der ingen der benægter, især fordi han er
mere end venlig, god og elskværdig. Til sidst drejede samtalen over
på Magdalene. Han mente, hun var bange for, man ikke ville tro på,
hun ville optræde som forelæser. Fru Paludan-Miiller udtalte sig
koldt, hårdt, ikke uden hån; han sagde blot et par ord, selvom de
ikke var uden en sårende brod. Magdalene manglede ild, omtalte,
hvordan hun var tvunget af bitter nødvendighed, hvordan hun har
levet i sit væsens hjerterødder, men dog er trådt frem - manet af
pligten. En søns opdragelse krævede en sum, som hun ikke kunne
skaffe på anden vis - under tilsvarende forhold ville hun atter
1 0 2