101 / 233
Friherreinde Sophie Adlersparres sommervisit i København
pes - derpå beror det! Misforholdet mellem ægtefællerne lader til at
have varet længe, men til sidst blev det bedre - og nu var den kæm
pende og lidende hustru stedt til hvile.
55
Besynderligt at disse tanker - dette frygtelige Enten-Eller i det
ægteskabelige liv, der synes ligesom taget ud fra mit eget indre liv
- er mødt mig overalt og ligesom påtvinges mig.
Der blev også talt om Jerichaus.
56
De lader også til at være et
noget ejendommeligt par. - Fru Munch satte ham langt over hende
både som menneske og kunstner. Ikke Magdalene. Hun og fru Je-
richau lader til at være beslægtede ånder. Selv deres træk synes hin
anden lig. Hun er ildfuld, lidenskabelig, en stor og kraftig person
lighed - hurtig og spontan i tanke og gerning - han, en fin, ædel
sjæl, rig på skabende geni, men langsom i sin udfoldelse deraf. Hun
lader til at have den største indflydelse på denne pagt, men han har,
som Ibsen, vundet meget ved at have så mægtig en personlighed
ved sin side. Deres hjem og fælles atelier omtales som ejendomme
lige, deres sølvbryllup for et år siden som en virkelig henrivende
fest - især det sidste sceneri, som sluttede med en vild tarantel dan
set af brudeparret - hun dansede forrest med sit grå hår udslået og
prydet med en sølvkrans samt i sort fløjlsdragt med langt slæb og
trak ham efter sig ligesom som med en uimodståelig lokken, tem
poet blev sat i vejret, musik og dans blev mere passioneret - hun
blev ved med at flygte og lokke, han fulgte, ildfuld og virkelig pas
sioneret, indtil han til sidst omfavnede hende og i vild fart svang
hende om, så det sorte fløjlsslæb som en havfruehale snoede sig om
begge, og de forsvandt for øjnene af de beundrende gæster.
57
- Fru
Thoresen sagde, hun agtede at skrive en karakteristik af både festen
og sølvbrudeparret til mig, og med det for øje havde hun bedt fru
Jerichau om nogle oplysende kendsgerninger om sit liv, men ikke
fået dem. Jeg nævnte, jeg havde materiale til en biografi om hende,
og vi aftalte, jeg skulle sende den til hende, hun ville så gennemføre
sin plan og levere en god artikel til tidsskriftet. Hun beklager, hun
ikke kunne bringe mig i forbindelse med det bemærkelsesværdige
par. Vi talte om meget, jeg ikke husker længere.
Endelig nåede vi Frederiksborg. På afstand så slottet prægtigt ud.
Efter branden for nylig er det genopført via frivillige indsamlinger
i alle klasser. Det danske folk har således ved egne ofre bevaret det
te mindesmærke fra en svunden barndomstid. (Dette hører til det
99