HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2000 h5

97 / 233

Friherreinde Sophie Adlersparres sommervisit i København
den som åndens og kvinden som kærlighedens repræsentant og denne
kærligheds bundethed til jorden underordner noget, som i den hel­
lige skrift netop placeres højst. Men af de tre (troen, kærligheden,
håbet) kommer kærligheden først. Af hjertet udspringer liv - skul­
le da livets højeste udspring være underordnet? Ja vist - og her lo
den gamle, thi det er netop formælingen mellem åndeligt og jor­
disk, livet udgår fra. Maria blev ikke himlenes dronning, men netop
moder til Guds søn. Det var det mest bemærkelsesværdige, den gam­
le sagde, men jeg kan i hvert fald ikke acceptere det. Det smager af
den gamle Adam om historien om ribbenet. Det er den mandlige,
ikke den guddommelige opfattelse af kvinden og kærligheden. 50 Vor
Frelser har aldrig draget disse konklusioner. Aldrig gjort den rin­
geste forskel i sin behandling af mand og kvinde - aldrig fremstil­
let kærligheden som jordbundet eller fortrinsvis som det jordiske
livs vilkår. At den er det i en vis forstand og er blevet sådan er
sandt; men det forekommer mig, at manden mer eller mindre har
andel deri - kærligheden i den henseende er hos ham fuldt så - i de
allerfleste tilfælde mere jordbunden som hendes. Og er det desuden
denne form eller udelukkende denne form for kærlighed, som der
tales om i Bibelen?! Er det tværtimod ikke i de allerfleste tilfælde
den åndelige kærlighed? Er det ikke lavsindet og krast at fremhæve
Jesu moder og den kærlighed hos hende, som gav liv til Guds søn -
som jordbunden? Kunne en sådan kærlighed blive medium for det
guddommelige? Eller hvis det menneskelige ved hende er, hvad
der binder hende til jorden, må det vel også i samme grad binde
manden. »Ingen kan se Gud«, sagde Grundtvig, men gennem
Maria åbenbarede han sig for menneskene! Velan, er selve det at
have været redskabet for den højeste guddommelige åbenbaring
(den kan nu være indtrådt på enhver mulig måde) - er det da noget
underordnet? Nej, sålænge kvinden fortrinsvis betragtes som
kærlighedens repræsentant og som sådan underordnet manden
(ånden), sålænge bliver kærligheden anset for at været et under­
ordnet livselement - og så længe kommer Gudsriget ikke til os. Så
længe manden først og fremmest betragter kvinden og hendes
kærlighed som det jordiske livs formål, så længe bliver han aldrig
og hun aldrig og kærligheden aldrig her i livet sådanne magter,
som Skaberen har villet, og Frelseren givet dem magt til at blive.
Forunderligt - forunderligt er det alt sammen, og alle disse tanker
95