100 / 233
Tinne Vammen
Omsider kom vi til Frederiksborg og hvor vi opsøgte den norske
digter Munch. Han var rejst hjem, mens hans hustru fandt vi i en
køn, lille rosenomkranset bolig i skovbrynet. Hun var en lille for
krøblet skabning, med venlige træk og et elskeligt og sjælfuldt væsen.
Magdalene havde bevæget omtalt hende som en usædvanlig ven
- en af dem, som havde ydet hende mest godt. Det lod til, at parret
Munch havde taget hende i forsvar i konflikterne med Bjørnsons.
Fruen modtog hende med søsterlig hjertelighed, og de havde så
meget at tale om, at fremmede kom til at stå i skyggen. Der blev dog
sagt nogle venlige ord om Esseide, og om at Munch stærkt skulle
have beklaget at være gået glip at mødes med os. Sammen med fru
Munch var en frøken Aubert, et stort fruentimmer, som talte norsk,
som om det nærmest var svensk og var hyggelig, men ret alminde
lig. De havde i vinter opholdt sig i Rom og havde rejst hele vejen
hjem sammen med fru Fröding (Göteborg) og en af hendes norske
veninder.
54
Fru Munch havde de smukkeste fotografier af ældre og yngre
kunstværker af Rafaels loggier. De snakkede om en ny malerstil,
som gengiver en stor, ofte tragisk ide i hjerteskærende billeder og
farver. Et sådant - en fader- og moderløs familie - hvor hele sorgens
byrder og livet er lagt på en ung, spæd pige - gav mig dog et køn
nere billede af denne skole end deres beskrivelse. De havde et end
nu bedre eksempel derfra, men jeg husker det ikke længere. De tal
te om mange fælles bekendte og venner, bl.a. en fremstående dansk
jurist/sagfører og hans hustru. For sidstnævnte, som for nylig var
død, nærede Magdalene tilsyneladende stor hengivenhed. »Hun
tog sig af mig som en søster, da jeg først kom til København«, sag
de hun, »og åbnede ikke alene sit hus for mig, men også for mine.
Hos hende havde vi et rigtigt hjem. Hun var en rigt begavet kvin
de med et stort og ædelt, men krævende sind. Begge ægtefæller var
fuldstændig hinandens jævnbyrdige, og de burde have kunnet
være alt for hinanden - og alligevel var de ikke lykkelige! Man til
lagde almindeligvis hustruen skylden.« Magdalene forsvarede hen
de. »Han lagde hele sin sjæl i sit erhverv - hengav sig fuldt og helt
til den sag, han forsvarede for tiden, og når han kom hjem, var han
træt - udtømt! Det kunne han bare ikke - og om jeg ikke godt for
stod hende!« Hun må have kæmpet for et åndeligt fællesskab i
ægteskabet - og virkelig med rette. Men
hvordan
den strid udkæm
98