99 / 233
Friherreinde Sophie Adlersparres sommervisit i København
giver det andet en god dag. Vi talte om, at den som vil se upartisk
på sager og mennesker - i erkendelse af det gode ved dem person
ligt og det berettigede i deres stilling til mål, som strider mod mine
egne - hvordan sådanne upartiske bliver mer og mer ensomme og
svigtet og bebrejdes, at de savner selvstændighed, fordi de har
overvundet sig selv nok til at erkende andres ret til tænke frit. Som
jeg selv lader hun til at nære lignende frygt for at knytte sig dybere
til nogen. Jeg indrømmede, at hvis man er istand til at føle dyb
lidenskab, gør man måske klogest i ikke at knytte sig til mennesker.
O wenn du wustest wie
ein Mensch
Den andern sorgen kann!
Mindre fare at elske
menneskeheden - leve for
ideen.
(Længere kom jeg ikke med mine optegnelser, da jeg endnu befandt
mig i København. Hvad jeg tilføjer er skrevet efter hukommelsen
flere uger senere.)
Samtalen med Magdalene Thoresen fortsatte om skiftende emner
af varierende interesse, men den vendte dog ofte tilbage til den
grundtanke, som jeg stødte på i alle dybere samtaler under mit
ophold i Danmark, formodentlig fordi jeg bragte den med mig alle
vegne: kærligheden og dens forskellige betydninger - dens højere
og lavere former. Magdalene anvendte ofte billedet som udtryk for
kærlighedens renselseskamp og hentydede ofte til den græske
myte, hvis detaljer jeg har glemt.
52
Med en vis længsel så hun frem
til den tid, hvor man har frigjort sig fra alle selviske fordringer, så
man bliver i stand til at le en guddommelig latter af selve Eros. »Le
af sig selv og sin smerte«, tilføjede jeg. »Naturligvis«, mente hun.
»For mig eksisterer Eros ikke, hvis jeg ikke går op i ham.«
Hun talte om Kierulf. Hun indvendte, han var for kunstnerisk.
Min mening var, at hans storhed netop bestod i, at han havde ramt
den folkelige tone; det må nu betyde storhed; men den er da af en
dæmonisk karakter. Saligere (og måske
endog
større) er at give end
at tage.
53
97