Tinne Vammen
simple arbejders gennemsnitsløn i København er 5 mark, og »det er
kun lidt«, når man har kone og barn - de her ejede dog stadig en lil
le gård, som hustruerne passede under deres fravær, og det er en
god ting. Formanden var den mest nøjsomme og godmodige i ord
og udseende.
Om eftermiddagen besøg sammen med fru Grove hos Grundtvig.
En køn villa ved Strandvejen. På vej derud omtalte fru Grove
adskillige personer på en måde, som demonstrerede en skarp iagt
tagelsesevne, men temmelig forkrøblede partisynspunkter. Enhver,
som ikke i enhver henseende delte Grundtvigs anskuelser og hæve
de ham til skyerne, var i hendes øjne mere eller mindre mistænke
lig. Således frk. Testman, hvis vurdering af den grundtvigske ret
ning, hun ville lokke ud af mig. Jeg var dog for klog, for jeg ved,
hvordan man hørte og gengiver en fremmedes ord. Jeg ville heller
ikke berøre det grundtvigske hoveddogme, som jeg ikke kan accep
tere. Samtalen drejede sig derfor mest om personligheder. Af frk.
Testmans stemme - hun havde dagen før nævnt nogle bibelord - vur
derede fru Grove, at hun savnede ærbødighed for Guds ord, samt
desuden tilhørte Grundtvigs fjender. Jeg tog hende i forsvar og
omtalte den varme, hvormed hun havde talt om alt det meget, som
Grundtvig havde gjort for folket. Således også professor Erslev, som
havde været oppe hos mig idag for at invitere mig til middag i mor
gen, hvad jeg var meget ked af ikke at kunne sige ja til. Fru Grove
mener, at det er meget godt alt sammen, men af ringe værd, når
man ikke har ladet sig påvirke religiøst af ham, Grundtvig. Om
Erslev syntes hun som jeg, at han var et livligt og begavet menne
ske, men alt for selvbevidst derom. Han betragter sig som en stor
reformator, skønt det kun drejer sig om undervisningsmetode i geo
grafi - og så lo hun en smule grimt. Så talte vi om Rasmus Niel
sen og hans afhandling om samfundets naturlove, samt hans tid
skrift.
48
»Tilhørte han ikke Grundtvigs venner?«, spurgte jeg. Nej
da. Han hældede dog noget til den retning, men religiøst påvirket
var han ikke. Han var imidlertid en højst behagelig person, åndfuld
og sprudlende at tale med. På en spadseretur med fru Grove havde
han engang disputeret om dåben og nadveren, og for at illustrere sit
syn på spørgsmålet var han standset foran to vandpytter på vejen
og havde peget på den ene, så den anden: » Se der! Nu er det dåben
og det dér nadveren« m.m. Vi talte så om hans filosofiske system.
92