Friherreinde Sophie Adlersparres sommervisit i København
Som stedmodre lader det til, vi har haft den samme erfaring. Den
ældste datter, der er gift med Ibsen, er en stor, men ubøjelig natur
og måtte flytte alene ind i en sidebygning - og når bordet var dæk
ket, kom Suzanna, »når vi havde spist, kom hun.« Nu har verden
slebet hende til, det humane har fået nogen magt over hendes
råhed, og trods forfærdelige bryderier dem imellem har Ibsen haft
godt af sin hustru. Han er mere genial end hende, men hun er en
større natur.
38
Hun har skrevet en artikel i Morgenbladet om tidskriftet, fortalte
mig, hun aldrig har læst et ord af mig, hun ikke kan tilslutte sig -
tror, at kvinden har sin mission at udføre i liv og i digt - at det der
for er forkert at klandre en forfatter, fordi hun opfatter ting ander
ledes eller skriver på en anden måde end mandlige forfattere. Hun
er blevet stærkt og bittert klandret, men tager kritikken uden at
være bitter, og tager ved lære af den. Mest tager hun dog ved lære
af sine egne fejl. Hendes dramatiske stykke var blevet læst af fru
Heiberg, af Hauch
m.fl., som anså det for at være fortræffeligt og
egnet til at bryde en helt ny vej inden for dramatikken. Men så kom
kritikken. Alligevel har hun ikke opgivet tanken om også at fortsæt
te i den retning.
39
Vi talte om hendes ejendommelige stilling som både dansk og
norsk forfatter. Den kan alene forklares, siger hun, med, at hun er
jyde. Den jyske folkekarakter og også landsdelens stilling havde i
begyndelsen af århundredet stor lighed med Norges og nord-
mændenes. Der lå en smule misfornøjelse og en dyb mistro imod alt
dansk og københavnsk jappende over folkeånden. Endvidere sam
me hårde, nye kraft som i den norske mentalitet. I København mod
tog hun kun den første elementære skoleundervisning - hele hen
des egentlige uddannelse er norsk. Alligevel elsker hun Danmark
som sit moderland. »Hvor stærkt har jeg dog håbet derpå, og hvor
bittert har jeg sørget derover.« På spørgsmålet, om det dog ikke
pga. af sin måde at behandle indbyggerne i hertugdømmerne på
selv havde været skyld i sin ulykke, svarede hun, at det var hels-
tatsmændene og helstatspolitikken, som havde båret skylden.
Pro
fessor Erslev
udtalte om samme spørgsmål, at hvad Danmark havde
gjort var fuldstændig berettiget udfra et folkeretssynspunkt, men
uklogt udfra en politisk. Det var en beklagelig politisk fejl, men i
øvrigt var resultatet blevet det samme. For tyskerne havde sand
87