88 / 233
Tinne Vammen
ste og mest forædlende af alle kræfter, når den er af den rette slags.
Eros - ikke blot Amor. Åndernes kærlighed, som ikke udelukker,
men optager, renser og helliggør al anden, hvis den fortjener dette
navn. Det var tydeligt, vi begge talte udfra personlig erfaring, skønt
ingen personlige forhold blev nævnt, og jeg blev dybt grebet af
net
op
nu at udveksle tanker om dette emne. I forbindelse med Pa-
ludan-Miiller talte hun om Danserinden, som hun værdsatte aller
mest og tilkendegav bl.a., at en lidenskabs styrke og magt højner og
forædler trods de fejltagelser, den fører til.
36
Det virkede, som om
et selvforsvar lå til grund; jeg kom i tanke om Bjornsons omtale af
hende over for frøken L. og ville ikke bestride hendes påstand,
skønt fejltagelse efter min opfattelse ligeså meget fornedrer følel
sen, skønt i heldigste fald forædler ???, eller rettere sagt, den er ikke
af en rigtig forædlende slags, hvis den fører til fejl - i hvert fald ikke
hos kvinden.
En anden sag er at få sit indre
udvidet
- det gør hver en stærk følel
se og at få den renset og forædlet. Så indtil videre giver jeg hende
dog ret i, at den, som er faldet og atter har rejst sig, muligvis kan nå
højere end den, som aldrig har følt fristelsen. Jo større natur, desto
større fristelser - det viser jo Kristi fristelse. Men helt sikkert er de
størst, som har kæmpet sig sejrende gennem fristelsen.
Hun talte meget om sin mand - en kæmpestor, mægtig skikkelse
i ydre og indre forstand. Stor prædikant, en jernvilje, som trodsede
alt for pligtens skyld. Til sidst slæbte han sig på krykker på prædi
kestolen, talte frit og på en magtfuld og gribende måde. Han for
mede hendes åndelig væsen og lader til at have ført hende til troen.
Ham må hun takke for den kontrol, hun har vundet over sin geni
alitet. Men, »der ligger en frygtelig fare - åh, kære frue ! en gruelig
fare i at være gift med én, som kunne have været ens egen fader!« -
- Om hun har elsket en anden eller blot ikke har fundet et gensvar
på sin unge lidenskabelige hjerte i ægteskabet, antydede hun ikke.
Men dog lige livsglad. Hun fulgte med sin mand overalt, sejlede
med ham i den vilde, bergensiske skærgård i stormvejr og gennem
brændinger uden skygge af frygt. Det var tværtimod hendes vilde
glæde at blive kastet mellem skyhøje brændinger, ensom ved hans
side, og føle, hvordan båden under dem ligesom sprang fra bølge
top til bølgetop, alt imens fjeldene rejste sig omkring dem som tru
ende jætter.
37
8 6