86 / 233
Tinne Vammen
øvrige. Frankrig bør trække Italien, Rumænien og den spanske
halvø til sig og splitte Tyskland. Tyskland skal sluge Skandinavien
og Holland, men splitte romanere og slaver. Rusland bør drage de
øvrige slaver til sig. - »Men«, indvendte jeg, »russerne er ikke sla
ver«. »Nej, de er tartarer, ikke sandt, men de regnes som slaver for
at få europæisk medborgerret og vil også herske ved at splitte de
andres kræfter m.m.« Alt dette påstod han for at gøre gældende, at
det næsten bliver nødvendigt for Tyskland at opsluge Skandinavi
en. »Javel,« sagde jeg, »lad os nu antage det, men på en anden
facon. Alle former er forgængelige og må give plads for noget nyt.
Også samfundsformerne. Vor tid er massernes og nationalitetsprin
cippets tid. Begge må herske. Det første alene vil betyde voldens og
erobringsrettens lov: magt er ret. Den andet princip vil, ene og ale
ne, betyde atomisering og lade hele verden blive sønderlemmet i
småstykker som førhen Tyskland. Nej ! I stort format er nationalite
terne, som masse.« Jeg antog, det var fremtidsmålet. Antog, at de
romanske folk skabte en stor sammenslutning, germanerne (skan
dinaverne medregnet) én og slaverne én, men sammenslutning i
frihed og med indre selvstyre:
3 udgaver af Deforenede Stater.
»Ville
De så have noget imod at blive indlemmet i Tyskland?« »Nej,« det
måtte han indrømme, »men så må det ikke ske med jern og blod,
ikke under pisken med kærlighedens magt - og dertil er Tyskland
ikke moden«. »Nej, hvem er moden?«, svarede jeg. »Godt, hvis vi
blot øjner målet, vi skal styre frem imod - om vi kunne ane en
løsning på de sidste års blodige gåder«. Jo mere, jeg talte med man
den, desto bedre syntes jeg om ham. Da han gik, foreslog jeg, at han
ledsagede mig og sin søster til Sorø i morgen. Det ville han gerne,
men - her vendte han sig bort og rødmede lidt - »Jeg har forretnin
ger, som ikke kan udsættes« - kort sagt, noget med hans Hans
Majestæt. Herimod var der intet at indvende, og så tog vi afsked.
Samtale om kærlighed, skønlitteratur og modsætninger
Lidt efter kom Magdalene Thoresen, og vi fulgtes ad på en spadse
retur langs Strandvejen til Charlottenlund (kronprinsens sommer
slot) og derfra gennem skoven til jernbanen. Hun var i allerhøjeste
grad interessant og fængslende - åbnede sig helt og holdent for mig,
hvad der fik mig til at åbne mig endnu mere. Sådan har jeg næppe
nogensinde før udvekslet tanker med nogen. Jeg kan dog dårligt
84