83 / 233
Friherreinde Sophie Adlersparres sommervisit i København
haft ondt i sinde mod ham, kom han i tanke om tiggeren. Denne
blev tilkaldt og gik til bekendelse, hvorpå præsten indrykkede en
forklaring i aviserne på, hvad der var hændt.
26
Endnu en fæl historie -
ikke
en præstehistorie fortalte min værtin
de. Om et lille barn, der var fundet myrdet - undersøgelse fulgte,
og sporet førte til en enke, som lader til at have haft et ulovligt for
hold til en gift mand, og mener man, endnu en gang før skal have
befriet sig fra besværlige vidnesbyrd om hendes forbrydelse.
7.
juli
fortsat. Et kort besøg i Klampenborg - udsigten over Sundet
er herlig - snak med en nordmand på tilbagevejen. Jeg begynder at
kunne skelne fuldkommen mellem norsk og dansk. Det første er
renere, men hårdere, mere kantet - det andet grødet, men rent og
blødt. Endog selve accenten er anderledes.
Benedicte Arnesen-Kalls betroelser
8. juli.
Frøken Kali på tidligt besøg. Sandelig »en snurrig én«, som
fru Thoresen kaldte hende. Men om hun virkelig er gået »ud af sit
skind«, som hun udtrykte det, og [er] blevet en anden, end det var
naturens mening, vil jeg lade usagt. Mig forekom hun at være en
særpræget, lidt kejtet natur blot tilsat lidt falsk patos. Hun var ven
lig, men ubehagelig - hun hang helt indover mig, når hun talte, og
da hun blev ivrig, hvad hun næsten altid blev, stænkede spyttet om
hende. Dog var hun på en og samme gang interessant og kostelig i
fortællingen om sig selv og sit liv.
27
Faderen, der var en lærd mand, engagerede sig ivrigt i sine børns
opdragelse. Hans valgsprog var: mine pigebørn skal lære at arbej
de og blive selvstændige, de skal ikke have brug for at gifte sig for
at blive forsørget. Benedicte, der var en livlig, lystig unge, var hans
øjesten indtil i niårsalderen, forlod familien og blevet optaget som
plejebarn hos en tante.
28
Men fra det fjerde til det niende år havde
hun lært mere i det fattige, gudfrygtige, nøjsomme hjem end sene
re i hele sin ungdom i rigdommens skød. Hun fik tre ting af sin far:
arbejdsomhed, gudfrygtighed og ?
Hos plejeforældrene blev hun fint opdraget, forkælet og forvænt,
som ung kom hun ud i verdens vrimmel, vant til at få alt, hvad hun
pegede på. I syttenårsalderen atter ladt alene, og uden [egne] mid
ler tog hun en guvernanteplads - på den tid et trykkende hårdt
81