79 / 233
Friherreinde Sophie Adlersparres sommervisit i København
Præsters rygte
7. juli.
Rosenborgs samlinger sammen med reservekaptajn Anders-
sons. Særdeles interessant. Derefter spadseretur i Rosenborg Have.
Samtale med en grosserer, bl.a. om præsterne - afbrudt af en hån
latter fra en gammel kone fra hospitalet i nærheden.
20
»Ja, præster
ne, de er gode«, mente hun. »På prædikestolen taler de så pænt,
men alt, hvad der skulle komme de fattige til gode, når de går med
stangen, putter de i egen lomme, og så stikker de oven i købet af til
Amerika. Hæ- hæ- hæ, ja de er gode, de præster, og sådan er de alle
til hobe, hæ - hæ - hæ!«
Den historie var virkelig rigtig, forklarede grossereren og ikke
nok med d e t ; også en anden præst, som havde et af de mest for
nemme og rige af kirkens embeder er for nylig i retten blevet ført
bevis for, at [han] har forført et af sine nadverbørn, og desuden har
en rektor overrasket ham i sin hustrus seng og truet ham med et
spidst våben og flere stygge ting. Det påstås også, han har mistet
præstekjolen.
21
»Ja, sådan er alle til hobe, hæ, hæ, hæ,« hikkede den
fattige kone. På mine vedholdende henstillinger indrømmede hun
dog, at en eller anden undtagelse kunne findes - og nævnte
Grundtvig, hvis menighed hun tilsyneladende tilhører. Derefter
begyndte hun at klage over fattigdirektionen og hospitalsmaden og
påstod, at hvad der var tiltænkt de fattige, stak de ledende i egen
lomme. »Det er tungt at blive gammel«, tilføjede hun med et suk.
»Har De ingen børn?« »Nej - ingen slægtninge, nej«- og med et nyt
uhyggeligt latterudbrud vendte den gamle ansigtet bort. »Jeg har
aldrig været gift, og jeg takker Gud for, at jeg ikke har sat nogle
ulykkelige børn i verden, men det er tungt at blive gammel og tilo
vers.«
»Åh, nej«, mente jeg, »det bliver intet menneske, det må ikke
være så tungt - husk på, de gamle skal retlede de unge.« Her så hun
på mig med et skarpt, forundret blik. » Retlede dem«, fortsatte jeg,
»i kærlighed, i fordragelighed, i tålmodighed.« »Hæ, hæ, hæ«, lød
atter det gamle grin, men den sørgmodige tone var ikke overvun
det, det gamle ansigt blev vendt væk, og de knoklede hænder stop
pede øjnenes tårer.
Grossereren skæmtede lidt med hende og begyndte snart igen
med sin gamle klagesang. Professoren fortalte, han havde en datter,
som var guvernante og selskabsdame for
20
rigsdaler om måneden.
77