82 / 233
Tinne Vammen
1. En pastor Biædel havde gennem flere år været en fortrolig
omgangsfælle i en vens hus, da denne ven en skønne dag overra
sker ham i sin hustrus seng. Han prædiker i dag.
24
2. Pastor Boisen i Gentofte og det sogn, hvori Bernstorff ligger, og
de kongelige ofte plejede at høre prædike, havde som yngre været
hjælpepræst hos en pastor. En dag kommer der bud fra sognets jor
demoder om, at hendes mand ligger slemt syg og ønskede nadve
ren. Pastoren var bortrejst, så hjælpepræsten havde pligt til at gå i
stedet for. Han skrev også til jordemoderen, at han ville komme på
betingelse af, at han fik en god seng og hende til selskab om natten.
Hun gemte brevet; men lader til at have opfyldt hans ønske og haft
et forhold til ham en tid. - Til sidst ender jordemoderen i fattigdom
og kom da i tanke om dette brev og gik hen til en veninde, der sam
tidig også var kroejer og post, for at rådføre sig. Denne råder hen
de til at bruge brevet for at afpresse Boisen for penge og tilbyder at
sørge for sagen. Den anden afleverer brevet - kroejeren truer Boisen
dermed, og han sender straks tusind rigsdaler, som kroejeren stop
per i egen lomme. Sådan fortsætter det endnu to gange og med
samme resultat. Jordemutteren, som aldrig fik noget for sit brev,
som hun uforsigtigt havde givet slip på, begynder at ane uråd -
undersøger forholdet og stævner pludselig kroejeren, hvorved bre
vet kommer under offentlig behandling ved retten. Boisen, som
ikke kunne retfærdiggøre sig, har for nylig været omtalt i aviserne
som afskediget efter eget ønske, og i sin afskedsprædiken skal han
have sagt, han har givet afkald på sin pension.
25
3. En yndet og afholdt prædikant, pastor Bloch Suhr havde længe
haft for skik at understøtte en dårlig, fordrukken person, som gik
omkring og tiggede. En dag havde han dog nægtet at give ham, da
denne med en ed havde erklæret, at det skulle han komme til at for
tryde. Kort efter begyndte han sin konfirmationsforberedelse, og
hen imod dens afslutning begyndte man at hviske i byen om, at han
havde forført en af sine konfirmander, en ung smuk pige fra en
kendt familie. Da pastoren efter endt konfirmation rejste væk,
antog rygtet et sådant omfang, at den arme pige, som var fuld
stændig uskyldig, ikke vovede at vise sig på gaderne. Da pastoren
kom hjem igen, blev han underrettet personligt om sagen, derefter
blev han forhørt og trådte frem for konsistorium og bedyrede sin
uskyld; på spørgsmålet, om han kendte nogen, som kunne have
80