96 / 233
Tinne Vammen
det, frøken Testman omtalte, at vi skal »tage fornuften til fange
under troens lydighed«, hvilket hun betragtede som en fornægtel
se af al forstandens ret - havde fru Grove de gamle ortodokse
meninger. Så snart forstanden kommer i tvivl om noget, som står i
Bibelen, skal den fanges, bøjes ind under troens lydighed. Jeg men
te, at forstanden så vidt muligt bør søge at forstå Guds kærlig
hedsfulde hensigter og verdenslove - og at en del af menneskelig
hedens / menneskehedens udvikling netop ligger heri - men før en
sådan forstandens kundskab bliver en hjertets kundskab - en tro
serfaring, en frelses- og forsoningsbevidsthed er præmissen for nyt
liv så er vækst ikke vundet. Og hvordan det sker, og hvori det bes
tår, begriber forstanden aldrig, der må den bøje sig for troens
lydighed og erkende det uforklarlige = underet! (Dette er bedre
udtrykt, end jeg sagde det dengang, og står her snarere som en
sammenfatning af Magdalene Thoresens og min samtale om det
samme emne).
Vi talte om meget andet, som jeg ikke når at nedfælde nu og
ankom så hos Grundtvigs. I salen tog en lille, tør frue imod med
smålighedens præg i sit væsen og tranghjertet i ord og udtryk. Efter
en ligegyldig samtale kom vi ind til den gamle, som sad fuldkom
men som på Marstrands billede af ham, rygende på piben og med
det lille bord ved siden af.
49
Om oldingeansigtet sølvhvidt hår og
skæg. Ansigtstrækkene var tunge, men just ikke ædle, og jeg søgte
forgæves efter et ophøjet, åndeligt udtryk. Hvad der hindrer et
sådant i at bryde frem er et træk om øjnene, noget halvt forslagent,
halvt selvbedragerisk - som uvilkårligt fik mig til at tænke på den
åbenbaring, han tror, han har fået om vor trosformulars guddom
melige udtryk, og hvorfor grundtvigianismen bilder sig ind at have
undgået den fare for splittelse og sønderlemmelse, som forskellige
bibelopfattelser indebærer. Her binder han hele menigheden til
»det levende ord«, som til et eneste trosanker.- Jeg kan ikke betrag
te det som andet end en vilkårlighed og ville ikke tale derom. Fru
Grove refererede dog på fortræffelig vis vor samtale i går. Jeg tror,
Grundtvig blev en anelse vred over, at man vovede at klandre ham.
- Jeg ville ikke frit insistere på min opfattelse i hans nærhed - hans
forsvar var netop det samme som Groves og gik fortsat ud på, at
kvinden netop med hjertet og kærligheden er mere bundet til jor
den end manden. Jeg indvendte, at denne skillelinie mellem man
94