105 / 233
Friherreinde Sophie Adlersparres sommervisit i København
handle på samme måde - skønt hun godt vidste, man ville bryde
staven over hende. Anklagerne forekom lidet slående, og der blev
givet nogle vage undskyldninger.
62
Senere taltes der om den
bæven, hvormed man ser et første forsøg på forfatterbanen løbe af
stabelen. Jeg omtalte, hvordan mit første forsøg var gået til, uden
nogen overhovedet vidste noget derom. Hvordan jeg kom hjem en
søndagsformiddag uden at have tanke for den sag, da min moder
kom med en avis i hånden. »Her er noget, du kan lære, det er for
træffeligt, det er sandt - jeg har læst det med virkelig glæde.« Hvad
de ord fik mig til at føle - hvordan jeg troede, hjertet ville ophøre
med at slå af taknemlighed og fryd. Fru Paludan-Miiller blev til
min forbavselse helt rød (ellers så hun ikke ud til at have let ved at
blive rørt), greb mit glas og sagde: »Jeg kender ikke en linie af, hvad
De har skrevet, men det må have været godt, når begyndelsen har
været så dejlig. Af hjertet ønsker jeg Dem derfor al mulig fremgang
og lykke.« En skål blev drukket, og den behagelige stemning her
skede. Men afskedens stund nærmede sig. Forinden inviterede Pa-
ludan-Miiller mig dog ind at se sit arbejdsværelse - et mindre, men
hyggeligt rum med et skrivebord mellem to vinduer, som vendte
ud til den lille rosenhave.
Jeg kunne ikke, altfor genert som sædvanlig, få mig selv til at
bede ham om et minde - hans pen, hans portræt eller lignende,
hvad jeg meget vel kunne have gjort. En pose karameller, som han
gav mig på grund af min hoste, var det eneste materielle minde, jeg
tog med fra mit besøg, men de åndelige minder var så meget desto
rigere og behageligere. Hovedindtrykket af digterens personlighed
var dog vemodigt, - en selvfortæret flamme - et liv, der aldrig helt
var levet ud og nu var på vej til at være forbi - en fred, som dog
gemte et umætteligt savn - et håb, som havde opgivet jorden uden
dog at magte fuldt ud af flytte op i himmelen - noget ubeskriveligt
ædelt, fint og ophøjet, men for tidligt visnet og hentæret. - På sta
tionen traf vi Rasmus Nielsen, og vi blev i al hast præsenteret for
hinanden. På hjemvejen talte Magdalene med en vis bitterhed om
den hemmelige uvilje og afstandtagen på grund af hendes (offent
lige) optræden som oplæser - og andre forhold havde påført hen
de, samt nævnte i forlængelse heraf at hun fra ægtemandens tid
havde en ikke ubetydelig gæld, og at dette bragte hende bekymrin
ger. De gifte børns hjælp ville hun ikke påkalde, de unge havde
103