52 / 233
Vibeke A. Pedersen
for de rige og de fattige (str. 22). Endnu en luthersk mærkesag bli
ver fremlagt, nemlig det rette »liv i kald og stand« til Guds ære, som
ses i str. 24, hvor håndværket anprises.
Det mest bemærkelsesværdige ved dette digt er måske, at Morten
Mikkelsen er totalt fraværende uden for indledningen. Om hans
virkefelt, proviantskriveriet, dvs. udleveringen af forråd til Hol
men, høres heller intet. Og eftersom det særligt er lærdommen, og
især den rette kristne lærdom, der er i højsædet, er forbindelsen
svær at få øje på. Man kan i nogen grad mistænke Barløs for at have
digtet visen i en anden anledning og så set sit snit til at få den afle
veret til Mikkelsen ved en gunstig lejlighed, måske i forbindelse
med hans udnævnelse til proviantskriver, der formentlig har fun
det sted mellem marts og maj 1640.
Selv om den topografiske genre har været dyrket på dansk grund
gennem flere hundrede år, er det to bemærkelsesværdigt tidlige og
dansksprogede eksempler, vi her har, idet de senest kan være fra
1640,erne, eftersom de står mellem afskrifter af andre skillingstryk
fra 1630'erne og 1640,erne. Af listen i note 4 fremgår det jo, at det
ellers navnlig var mod slutningen af århundredet, at genren blom
strede. Der er heller ikke mange af de tunge retoriske figurer, vi til
overflod finder i senere 1600-talsdigtning. Vi har enkelte metaforer,
især af traditionel kristen art som hyrden og lammet, men de er
ikke specielt usædvanlige. Kun den lange, næsten homeriske sam
menligning i Københavnsvisens str. 15-16, »som en mand plukker
urter i en grøn have [...], så..«, vidner om et sprogligt skabende
overblik ud over, hvad en simpel rimsmed kan klare. Sammenlig
ningen af København med en rose, der som rosen har fortrin frem
for andre urter, kan betragtes som videreførsel af den personifice
ring, der allerede ligger i, at digtet søger at virke som én lang invo-
catio, en tiltale til et du, som er selve København. I verdslig digt
ning i øvrigt bruges rosensammenligningen særligt til kvinder. Og
at København er en kvinde, understreges af billedet i str. 28 af sta
den som en frugtbar moder. Christianshavnsvisen omtalte ligefrem
København og Christianshavn som ægtemager. Den retoriske
bevidsthed kommer mere frem i forbindelse med kompositionen af
Christianshavnsvisen end i brugen af troper og figurer.
Begge viser handler lige under overfladen langt mere om noget
andet end om det sted, de foregiver at hylde. Gud og kongen bety-
50