48 / 233
Vibeke A. Pedersen
Efter Vossius' disposition er vi nu kommet til de
gerninger,
der
kan fortjene lovprisning. Her er det bemærkelsesværdigt, at det er
kirkebyggeriet og de goder, der følger med, at borgerne nu kan
høre Guds ord, som fremhæves. Der er formentlig tale om den
første kirke på Christianshavn, hvoraf der i dag intet er tilbage.
Trap skriver:12 »1633 paalagde Chr. IV Kirkerne i Sjæll. Stift at yde
200 Speciedaler til Opf. af en Kirke paa Chrhvn., men først 1639-40
rejstes der en midlertidig, tarvelig Trækirke (indviet 22/5 1640), der
laa ligeoverfor den nuv. Kirke [Vor Frelsers Kirke], paa Hj. af Skt.
Anna- og Prinsessegade.«
Christianshavn var dengang kun tyndt bebygget, så man skulle tro,
at der blev bygget for fremtiden, da byggeriet påbegyndtes i 1639.
Men den meget lange og smalle kirke (60 x 13 alen) måtte allerede
efter nytår 1640 have ekstra støttepiller. I Peder Hansen Resens
beskrivelse fra 1682 lyder det: »Denne kirche er meget brøstfældig
[og] er ferdig til at nederfalde, fordi grunden och grundvolden ere
iche faste og gode [...]«. 13 Men dét kunne man jo ikke vide noget
om ved indvielsen 1. pinsedag 1640!
Actiones
bliver således at fremme Guds ære (str. 25-29). I god
luthersk ånd fremhæves også lov og evangelium: »gudz Loff och
Euangelium, / Hand Lerer dig som er en sum« (str. 26). Også dette
afsnit afsluttes med lovprisninger, denne gang af Gud. Hertil kom
mer bønner om, at Guds engle vil bevogte borgerne.
Havde vi haft et digt til en afdød, ville vi nu være kommet til
afsnit om død og begravelse. Men det går selvfølgelig ikke. I stedet
skifter digteren til et andet retorisk paradigme og går over til
pero-
ratio,
afslutningen, der kendes fra retstalen. Her er byskildringen
næsten forladt, så vi får i stedet noget, der kan sammenføjes under
betegnelsen: bønner for den verdslige øvrighed. Kong Christian IV
får str. 33, hans søn og tronfølger, den udvalgte prins Christian (der
døde i 1647, året før sin fader) str. 34, biskop hertug Frederik (den
senere Frederik III) str. 35 og rigsrådet str. 36.
Endelig kan visen munde ud i bønner til det guddommelige, især
til Helligånden, om fremtidig beskærmelse, (str. 37-40). Og det
pointeres, at det trods alt ikke er denne verden, men den kommen
de, det drejer sig om: »Fra denne Verden Iammerligh, / Vi matte
Befiide Himmerigh,« (str. 40).
46