44 / 233
Vibeke A. Pedersen
ske lokaliteter tilbage til Morten Børup (1446-1526). 1600-tallets
læsere har fx kunnet finde digtet i Anders Sørensen Vedels (1542-
1616)
It Hundrede vduaalde Danske Viser
, som han selv lader trykke
på eget trykkeri i Ribe 1591. 5 Dette digt er ganske vist på latin, men
Vedel bringer også en dansksproget vise, som »indholder Naffn paa
alle de Kiøbsteder som vnder Danmarckis Krune beregnes, fra
Rensborg indtil Skaffuen, oc saa igennem Øerne indtil Affsker i
Skaane paa den Suenske Grentze.«
Vedel mener åbenbart, at et sådan digt er en passende måde at
afslutte sin udgivelse på.
Visen om Christianshavn
Fælles for mange hyldestdigte er, at de har en navngiven forfatter,
en navngiven modtager og eventuelt også en navngiven giver (hvis
denne ikke er forfatteren). Dette gælder imidlertid ikke for visen
om Christianshavn i den form, den er overleveret til os. I den klas-
sisk-retoriske tradition er der tre måder at tale på:
genus demonstra-
tivum
- at berømme eller kritisere,
genus deliberativum
- at tilråde
eller fraråde noget og
genus judicale
- at anklage eller forsvare.
Under
genus demonstrativum
hører lovtaler af snart sagt enhver art:
til fyrster, til bryllupper, til begravelser - og altså også til byer eller
andre lokaliteter. Og det er i denne tradition, at de følgende to hyl
destdigte til Christianshavn og København skal ses.
Metrisk er Christianshavnsdigtet digtet til en kendt melodi, nem
lig
Jerusalem du hellige Stad,
der findes i tidens meget populære sal
mebog, kaldet Thomissøns Salmebog. 6 Schiørring 7 refererer i sin
disputats Widding for, 8 at melodien er viseagtig. Den kræver et
syvliniet versemål med rimopbygningen ababccd. Det er specielt, at
sidstelinien ikke rimer på nogen af de andre, hvorfor den syngende
eller læsende lades tilbage med en underlig, uafsluttet fornemmel
se. Denne uafsluttethed kan dog til nogen grad opvejes af, at anden
linien i knap halvdelen af stroferne er variationer over »love Herren
alle dage« (fx »love Herren alle stunde«, str. 3 eller »love Herren
inderlige«, str. 5). Dette princip opgives dog endegyldigt efter str.
19, hvor princippet skifter, idet sidstelinierne i str. 20-24 lyder
»Velfiignet er din borgere«, mens sidstelinien i str. 25-28 er variatio
ner over »Guds ord til dig er sendet«.
42