68 / 233
Tinne Vammen
litterært. Begge stater var senere ude end f.eks. Storbritannien og
Tyskland i så henseende. Det var endnu via organiseret velgøren
hed, at netop kvinder fra de »højere« samfundslag kunne og ville
markere sig i det offentlige liv for at påvirke opinionsdannelsen.
Som skribent og socialt engageret interesserede Sophie Adlersparre
sig for filantropien før - og også efter - den organiserede kvindesag
dukkede op i Sverige i de tidlige 1870ere. Med sin åndelige mentor,
forfatteren Fredrika Bremer, oprettede hun bl.a. en døvstummesko-
le, Tysta Skolan, i Stockholm. Her tog hun også et initiativ, der blev
populært: sy- og lappeskoler for arbejderklassens unge døtre, og
hun var optaget af, hvordan kvinder af kategorien
»les pauvres hon-
teux«
- de såkaldte hæderværdige fattige - kunne skaffe sig en ind
komstkilde via diverse håndarbejde i eget hjem.
I
Tidskriftfor Hemmet
optrådte hun ofte under pseudonymet Essei
de, konstrueret af hendes pigenavns initialer S. L-d. Under hendes
auspicier, ikke mindst efter hun i 1868 blev eneredaktør, blev det i
høj grad en ideologisk murbrækker for den borgerlige svenske
kvindesag og ligestillingskampen. Adlersparre gik med andre ord
offentligt på mere end et filantropisk ben. Hun blev en dynamisk
kraft i praktisk kvindesagspolitik og særdeles synlig i sagens for
front, der bl.a. lagde pres på rigsdagen for at opnå reformlovgiv
ning i kvinders favør. I 1867 lagde hun energi i oprettelsen af
Stockholms Låsesalong for Damer på et tidspunkt, hvor biblioteker
endnu ikke var tilgængelige for en bredere offentlighed. Denne sa
lon havde hun introduceret Fredrik Bajer for i 1868, hvor de to mød
tes for første gang, ansigt til ansigt. I 1867 havde mangesysleren
Bajer, der dengang ernærede sig som freelancejournalist og time
lærer ved Blågårds udvidede Højskole, anmeldt
Tidsskrift for Hem
met
med velvilje. Nok til, at Sophie Adlersparre var åben over for at
følge hans forslag om at udvide organets læserkreds udover Sveri
ges grænser.
Tidskrifts
profil blev revideret. Nu gjaldt ambitionen at
omdanne det til et organ, »
tillegnad Nordens Qvinnor«.
Både hun og
Bajer var optændt af den nordiske enhedstanke. Hun nærede store
forventninger til en skandinavistisk renæssance. Bajer gik med til at
være hendes danske medarbejder og mellemmand. Dels leverede
han egne artikler, dels formidlede han forbindelsen til danske skri
benter med æstetiske og kvindesaglige penne, såsom Pauline
Worm, Mathilde Fibiger og Benedicte Arnesen-Kall.
3
I København
6 6