72 / 233
siden deres udgivelse på tryk havde Brandes udløst mere end
almindelig røre i den lokale andedam og anfægtelse i indflydelses
rige nationalliberale miljøer og Højrekredse. For teologer og andre
fromme sjæle var han en farlig bannerfører for ateisme og antikir-
kelighed. For den gamle kulturelite, ikke mindst, provokerende
pga. den kritiske distance han som »europæer« lagde til nationens
eget skønlitterære arvegods fra romantikkens dage og frem. Ekko
er fra denne nyudbrudte kulturkamp genlyder i friherreindens
optegnelser.
Sophie Adlersparre var selv en troende, stærkt engageret i at hol
de fast i religion og religiøsitet, men ingen fortaler for en ortodoks
dogmatisk luthersk instilling. I Sverige havde hun taget til genmæ
le mod bl.a. teologer, som stillede sig i opposition over for selv den
relativt moderate kvindeemancipation, hun satsede på at promove
re. Hun propaganderede både for kvinders aktive deltagelse i kir
kelivet og politik. Hun var påvirket af tidens liberalteologiske
strømninger, der åbnede for en friere luthersk bibeltolkning og hav
de, da hun besøgte Danmark, før været i strid med svenske teolo
gers meninger og argumenter vedrørende kvindekønnets rette
stand og kald.
Den danske grundtvigske højskolebevægelse havde fået diverse
dækning i hendes organ. Det samme gjaldt Nikolai Frederik Seve
rin Grundtvigs poesi. Hendes interessante besøg hos den alder
stegne åndshøvding og reformator i dansk kirkeliv og hans fru Asta
på ejendommen Store Tuborg på Strandvejen udløste tydeligvis
ikke hendes mest udprægede sympati for parret og dets holdnin
ger. Mødet fandt sted få måneder før Grundtvigs død i september
1872, og mundede ikke ud i almindelig samstemthed om forholdet
mellem det mandlige, det kvindelige og det guddommelige.
Hvorfor nedfældede Sofie Adlersparre sine udlandsoplevelser i
en rejsedagbogs form ? Hun kan, måske, have haft plan om at følge
Fredrika Bremers eksempel. Denne havde opholdt sig i København
omkring enevældens fald og Treårskrigens udbrud og siden for
midlet sine indtryk af tidsånden, steder og kendte personer i
Liv i
Norden
(1849) i begejstret romantisk stil. Alene skrevet for skrive
bordsskuffen var disse optegnelser næppe oprindeligt. Sophie
Adlersparre noterede i et brev til Bajer ved juletid 1873: »P.S. Jeg
har netop i disse dage gennemset min dagbog fra mit besøg i
Tinne Vammen
70