70 / 233
Tinne Vammen
de været nøglepersoner i opstarten, hun som foreningsformand.
Men den rolle havde hun hurtigt skrinlagt. Lederpositionen var nu
overgået til Caroline Testman, som luftede sin frygt og bæven og
søgte om råd hos Sophie Adlersparre, der blev foreningens første
udenlandske prominente gæst. Et
eget
blad magtede Dansk Kvin
desamfund slet ikke før i 1 885 .1 dette mediemæssige tomrum spil
lede Adlersparres
Udskrift
en ganske væsentlig rolle som uden
landsk informationskilde og kommunikationskanal for kvindesa
gens ledende danske kvinder og tilhængere tværs over grænserne.
Bajer stod i 1872 overfor at skulle sige farvel til sit bijob under
Adlersparre, idet han fratrådte efter sit valg som rigsdagsmand for
Det forenede Venstre, mens den senere pædagog og formand for
Dansk Kvindesamfund Kirstine Frederiksen blev hans afløser.
Sophie Adlersparres bredspekterede interesser rakte udover fi
lantropi og kvindesag. Hun fulgte med i europæisk storpolitik og
sin samtids kulturelle strømninger og brydninger. En officersbroder
var politisk aktiv. Det samme gjaldt hendes ægtefælle, den liberale
rigsdagsmand Axel Adlersparre, der var højtstående søofficer og
ministerialembedsmand og i flere år desuden medlem af Stock
holms bystyre. Nu arriverede hun til en by, hvor socialister i august
1871 havde etableret en dansk afdeling af Internationale og hermed
markeret revolutionære positioner i de faglærte arbejderes rækker
og under Louis Pios auspicier. Barrikaderne fra slaget på Fælleden
i maj 1872 var endnu ikke totalfjernet. Hun kendte til de danske
arbejderuroligheder. Frem for at opsøge de nye faglige og politiske
arbejderledere koncentrerede denne aristokrat sin opmærksomhed
om hovedstadsfortalere for reformer af arbejderbefolkningens leve
forhold under liberalt og konservativt fortegn og devicen hjælp til
selvhjælp.
I København havde reaktionerne på den fransk-tyske krig, der
endte med Frankrigs nederlag, udløste fransk borgerkrig og førte til
Pariserkommunen, endnu ikke lagt sig. Frankrigs krigsnederlag
1871 satte et punktum for danske revancheplaner, der havde byg
get på forhåbninger om denne stormagts støtte. Planerne var næret
af det danske krigsnederlag i 1864 over for Preussen og Østrig.
Frankrigs svækkelse og indre tumulter placerede løsningen af det
slesvigske spørgsmål i en usikker fremtid for det territorialt deci
merede Danmark. Den danske »sårfeber« grasserede m.a.o. fortsat,
6 8