![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0044.jpg)
projecterede Gaders Retning, Gadeudvidelser m. m. Heraf
ses, at Naboløs skulde gøres bredere. Forslaget gik ud
paa, at Naboløs, Hyskenstræde og Klosterstræde burde
udvides til 20 Alens Bredde, saaledes at der kunde skabes
en lige Vei fra Stranden op til Skindergade. Disse 3 Gader
blev ogsaa udvidet paa begge Sider, Klosterstræde dog
navnlig paa Vestsiden.
I de følgende Aar reiste det hærgede Kiøbenhavn
sig af Asken, men i den nye By gienkiendtes, trods alt,
den ældres Træk, de sad saa dybt og fast indridset, at
den hyggelig og fortrolig kunde slutte sig til de ærværdige
Qvarterer, som havde undgaaet den store Katastrophe.
Den indre By bibeholdt stadig sin gamle Karakter, Gader
nes lunefulde Bugter og Strædernes mærkelige Ophobning
her og der havde sin Forudsætning i længst forsvundne
Tidsforhold. Trods Flammernes Ødelæggelse var Kiøben
havn vedblivende en ærværdig Stad, i hvis Træk Aar-
hundreders Historie stod skrevet.
De omfattende Planer om at benytte denne Brand til
kraftig at lufte ud og regulere Byens ældgamle, forvoxede
Gadenet, var stille løbet ud i Sandet, Tanken blev dog
ikke skrinlagt, og hvad man ikke formaaede at føre igien-
nem i eet Træk, kunde jo lidt efter lidt virkeliggiøres i
Aarenes Løb. Der maatte handles paa langt Sigt, og 1754
befalede Kongen, at naar noget Hus i de smalle Stræder
fra Tid til anden dødsdømtes, for at erstattes af et nyt,
skulde Magistraten i hvert enkelt Tilfælde gribe ind og
bestemme, hvor bred en Strimmel Eieren skulde afstaa af
sin Grund til Gadeudvidelse. Heller ikke dette Forsøg
bar nævneværdig Frugt, idet Pengespørgsmaalet jo meldte
sig hver Gang, og efterhaanden opgav Magistraten derfor
helt at interessere sig for denne Sag, der først delvis fandt
sin Løsning, efter at Flammerne paany — i 1795 — vold
somt havde ryddet ud i de tætpakkede Qvarterer.
Fredag d. 5. Juni 1795 udbrød den anden store Ilds-
vaade. Man havde stolet saa sikkert paa Brandvæsenets
Fortræffelighed, at det ikke vakte nogen som helst Uro,
— 17 —