74 / 294
1820-1830
Her var altsaa ikke blot en Standsning, men ogsaa en Tilbage
gang, om end ikke nogen stor. Men med 1831 er ogsaa Bunden
naaet. Næste Aar viser paany en Opgang, og denne fortsætter sig
til ind i Regnskabsaaret 1836-37 , da nye Vanskeligheder tvinger
Sparekassen til en ny Rentereduktion. —Men herom senere.
Og hermed er da det første, vanskelige Tiaar overstaaet. Spare
kassen har traadt sine Børnesko. Og det ejendommelige er jo, at de
Vanskeligheder, den har mødt, ikke hidrører fra nogen Modgang,
ikke fra Mangel paa Forstaaelse og Imødekommenhed, men tvert-
imod fra altfor megen Medgang, fra altfor megen Velvilje. For saa
vidt kunde de Mænd, der havde stiftet den, og som saa uegennyttigt
havde viet den deres Arbejde, se tilbage paa Tiaaret med Glæde og
Tilfredshed. Deres Gærning var kronet med Held. Deres Opofrelse
var bleven paaskønnet —og det i en Grad, som de aldrig havde tur
det haabe. At Velviljen blev dem for overstrømmende, at Tilstrøm
ningen til den almennyttige og dem saa kære Indretning blev for
overvældende, det var noget andet. Man kan forstaa, at de i et svagt
Øjeblik kunde tænke paa at opgive det Hele; men man maa glæde
sig ved, at Autoriteternes Imødekommenhed paa dette Punkt brast,
og at Sparekassen saaledes fik Lov til at bestaa som en uafhængig
privat Institution, stadig baaren af den Kærlighed og den Interesse,
som dens første Bærere havde vist den, og derfor ogsaa stadig —
naar da lige undtages de politiske Krisetider —mødt med den sam
me Tillid og samme Tilslutning som i dens første Dage.
67