70 / 294
1820-1830
A. S.
ØRSTED
s. H. A.
W
e d e l
tagerne, der atter mod Kvitteringens Tilbagelevering afleverede dem
til Indskyderne.
Denne første Ide til Indførelse af Filialer var jo egentlig slet ikke
saa gal; og at dens Virkeliggørelse havde frembudt en Fordel for
Sparerne og derigennem muligvis for Sparekassen, synes klart nok.
I Direktionsmødet den 26. April 1825 henlægges Forslaget dog uden
Omtale.
Den Indrømmelse, der nu —i 1830 —ydedes Sparerne, betød na
turligvis et Fremskridt; men den var næppe stor nok; og ogsaa dette
Forhold bliver da nu et af dem, hvorom Anker og Klager stadig rej
ser sig, og som derfor langt ned i Fremtiden giver Direktionen noget
at tænke paa.
Ud over det nævnte naaede man altsaa ikke. Alle de gamle Spørgs-
maal henstod endnu uløste; og de melder sig nu paany med forøget
Styrke.
Som det vil erindres (se S. 49) havde Konferensraad P. Møller
allerede før Mødet i Maj 1828 mundtlig meddelt, at Nationalbanken
snart maatte undslaa sig for at modtage flere af Sparekassens Kapi
taler til Forrentning; og det var jo netop denne Meddelelse og den
deraf følgende Beslutning om Rentenedsættelse, der havde foraar-
saget Collins Aktion. Men denne havde altsaa ikke bragt Forholdet
til Banken paa det Rene. Under 17. Februar 1829 gør da Banken Al
vor af sin Trusel og tilskriver Sparekassen, at naar dens Indlaan i
63