SparekassenForKjøbenhavnOgOmegn

1820-1830

gen fremdeles kan vedblive under privat Administration, kunde i

Lighed med, hvad der er anordnet for den almindelige Enkekasse,

sættes under hensigtsmæssig fast og kongelig Bestyrelse.«

Til Medlemmer af Kommissionen foreslaar han »Konferentsraad

og Generalprokurør Ørsted (o: Anders Sandøe), Etatsraad og Depu

teret Collin, Etatsraad og Direktør Alberg og Etatsraad og Kommit

teret Bech.

Kongens Svar af 24. Febr. 1829 bifalder »allernaadigst i Et og Alt

den her allerunderdanigst fremsatte Formening og Indstilling«, og

den nævnte Kommission træder da sammen i Henhold til et kgl.

Kommissorium af 4. Marts 1829.

Det er Forhandlingerne i denne Kommission, —Forhandlinger,

der efter E. Collins Udsagn i hans ovennævnte Meddelelse af 10.

Febr. 1870 gav Anledning til »mangfoldige frem- og tilbagegaaende

Voteringer« —, som med »en vis Heftighed« —føres mellem Collin

og Bech. Af denne sidste anfører E. Collin en Udtalelse, hvoraf dog

lier kun skal gengives følgende for Bech særlig karakteristiske Afsnit:

»Jeg indseer ikke, at en Kongl. Direction kan fritages fra den nu

værende Detail-Administration, uden at Indretningen derved berø-

ves den største Deel af den Liberalitet eller — for at bruge Pastor

Rothes betegnende Udtryk —Kjærlighed, der nu udgjør dette Insti

tuts egenligste Livsprincip og for Interessenterne mangefold over-

veier den Uleilighed at maatte bie en Times Tid efter Expedition

eller komme en anden Gang igjen« —hvorefter han ret skarpt afviser

saa vel Collins Tanke om en Kasserer eller Administrator, som For

ventningen om, at Regeringen i Længden vil kunne finde kvalifice

rede Mænd, der uden Bihensigter vil paatage sig »et saadant befalet

Arbeide«.

Kommissionens Forhandlinger varede ca. 8 Maaneder. Dens

allerunderdanigste Forestilling blev afgiven d. 31. Oktober 1829 og

udtaler straks efter Indledningen, at da adskillige hæderlige og paa-

lidelige Mænd (se nedenfor) paa Opfordring har erklæret sig villige

til at tiltræde Sparekassens Bestyrelse, saa er dermed i al Fald for

Øjeblikket en af de væsentligste Hindringer for at opretholde Kas

sen som privat Institution hævet, saa meget mere som Direktionen

jo maa have det i sin Magt ved Forøgelse al Direktørernes Antal

baade at gøre Arbejdet overkommeligt for den enkelte og gøre Kas

sen mere tilgængelig for Publikum. Som Følge heraf vil Kommis

sionens Flertal ikke andrage paa, at Sparekassen maa blive taget