10 / 213
dan den lille bondevogn skal kunne balancere henover den række kæmpestore
sten, som ligger langs molen, er billedet anskueligt nok. Kysten i forgrunden
er Amagerlands, og fartøjerne til venstre ligger saaledes netop i
G r ø n n e g a a r d s
h a v n ,
den, som dengang i henved en menneskealder havde fungeret som ho-
'
'
o o
o
vedstadens reservehavn, vinterleje for borgerskabets skibe.
Det er underligt at tænke sig, at den vidtberømte havn, der betingede op
komsten af Danmarks hovedstad og gav denne navnet Havn, eller Købmande-
O O
havn, som det siden blev, at denne havn hele middelalderen igennem kun be
stod af farvandet mellem Slotsholmen og byen, ja oprindelig laa indenfor Høj
bro, ved Gammelstrand. Siden strakte den sig dog til Holmens bro. Billedet
'
O
O
hos Braunius viser denne ligeoverfor bondevognen paa næsset, og dermed ind
løbet til havnen paa dette tidspunkt, flankeret paa den ene side af kancellibyg
ningen, hvor der tillige var toldbod, med vindeltrappetaarn og tindede gavle,
og paa den anden side af den store ankersmedje paa Holmen, siden ombygget
som Holmens k irke! Man genkender endnu træk af smedjen i gudshuset.
Efterhaanden blev der dog for lidt plads i denne gamle havn, ogsaa fordi
byen voksede ud i den. Der blev fyldt op og bygget paa opfyldningerne. Det
andet indløb, Bremerholms dyb, som skilte Bremerholm med orlogsværftet
fra den egentlige stad, forsvandt ligeledes. Det blev spærret med sænkede sku
der under belejringen 1^36 - for at hindre sejladsen paa byen —og siden helt
opfyldt. Dybensgade er i vore dage det eneste minde om dette gamle indløb.
Det var belejrerne, som havde søgt at spærre Dybet i iy 3 6, belejrerne un
der kommando af den »udvalgte« kong Christian
III,
den konge, som efter at
have maattet erobre sin hovedstad, behandlede den udsultede by saa mildt som
næsten aldrig nogen sejrherre en indtaget stad. Og det var i hans tid i i yy6 ,
Københavns borgerskab fik kongeligt brev paa Grønnegaards havn, »deres skibe
der at lægge udi vinterleje«. Et kongeligt privilegium, som ikke helt værdsattes
efter fortjeneste. Skuderne laa jo ikke helt saa trygt paa det dengang aabne sund
som i den gamle havn bag slottet, hvor de var lunt skærmet for alle vinde.
Mange fulgte helst gammel sædvane, saa det senere maatte indskærpes, at
kongebrevet ikke blot var et privilegium, men ogsaa et paabud. Københavns
magistrat hk ordre til at sørge for, det blev overholdt, da »havnen her for
byen møget skal forfyldes, af den aarsag at mange og adskillige skuder og skibe
lægges herind og dermed i adskillige maader opfylder havnen, endog Vor kjære
hr. faderfaders, salig og højlovlig ihukommelse, Hans kjærligheds brev derom
er udgangen, at saadanne skuder og skibe skulle lægges i Grønnegaards havn«.
Det paabud kom i 1^92, altsaa faa aar efter Braunius’ atlas. Om man nu
ellers kan tolke skibene paa dette derhen, at Grønnegaards havn virkelig blev
mere benyttet end forhen. Der laa i hvert fald skibe i vinterleje dér under den
store storm i 1609, da ikke blot »Hans majestæts flaade gik løs«, men ogsaa
1
o