16 / 213
rejse sagen, ja førte den op til herredagen, datidens højesteret, uden at have
bedre held. Nikkel Kock blev sagen i det hele taget dyr nok, da han ikke havde
kunnet styre sin hidsighed, men havde stukket sin modpart en paa kassen, og
det i retten paa slottet! Hvilket var en næppe billig fornøjelse! Men sandelig
om ikke ogsaa Hans Knips eftermand, Hans Sørensen, maatte værge sine rettig
heder for samme høje forum og nu pudsigt nok mod en mand, hvem man næppe
skulle tiltro at ville processere, nemlig den første private ejer af hus og grund,
Jonas Heinemark, der var blevet ejer af Jens Sparres gaard og grund.
Det skal nu lades ham, at hans paastand gik ud paa, at Hans Sørensen havde
tilranet sig et større omraade, end de første ejere havde haft. Men det havde
sin egen historie.
Saadan set var paastanden ubestridelig. Men det kom sig af, at de første
ejere ikke havde kunnet besidde pladsen i dens fulde tilmaalte bredde, »for
medelst at den alfare vej den tid laa derpaa«. Som Hans Sørensen ogsaa vidt
løftigt havde forklaret d e t: »at der Christianshavns store brou er bleven bygt
og forbedret, er bleven efterladt at rette og forvide den yderste og næst samme
hus staaende stenkiste eller broukar, hvorudover bemeldte gamle broukar fø
rer vejen i en bue ind paa husets tilhørende plads og alenmaal og ikke aleneste
forhindrer, at en del af samme hans plads bliver beliggendes ubebygt, medens
endogsaa vejen udi en morads uforfærdiget . . .« Men saa udbad han sig tilla
delse —og fik den —til at rette dette sving mod paa egen regning at flytte vejen
ud og anlægge den langs sin grund i ti alens bredde, »at det kan være en nøj
agtig og noksom brugelig vej til gade, saa en vogn vel kan vige den anden«. At
man nu ville betage ham frugterne af hans arbejde, fordi der ikke var 30 aars
hævd paa grunden, det skulle bare mangle. Og det skete heller ikke, selvom
retten lod udmelde syns- og skønsmænd, der skulle sørge for, at han ikke fik
mere, end der tilkom ham efter skødet. De tre ejendomme, som siden opstod
paa arealet, den nu forsvundne Brogades nr. 1-5-, optog da ogsaa netop et grund
stykke med maal som nævnt i den ældste vurderingsforretning.
Gaden, som han ud for sin egen plads skulle lade reparere og forfærdige
med brokar og pæle, var jo en del af Brogade, dengang efter broen kaldt Lange-
brogade og, da Torvegade fra Strandgade og udefter ikke eksisterede, liggende
»imod stranden«, det vil altsaa sige ud imod Grønnegaards havn.
Paa den tid, Hans Sørensens sag blev afgjort, i 16^3, stundede det ogsaa
mod enden af den langsommelige rettergang om dette havneomraade. Køben
havns magistrat vandt sin sag imod Christianshavns, men spørgsmaalet er, hvad
hovedstaden opnaaede derved, ialfald med hensyn til Grønnegaards havn.
Og det skyldtes den private aktivitet, der udfoldedes ved denne.
Her var fra Christianshavns første dage et større skibsbyggeri i drift, den
nævnte mester Davids, nemlig skotten David Balfours. Kgl. skibsbygger var han
16