20 / 213
vende Fisk«. Men den
2 g.
december 162^ udbetaltes der mester David 800
speciedaler eller den første »termin« af den akkorderede byggesum paa 3200
daler »for et nyt skib, han haver antaget sig at skulle opbygge for Kgl. Majestæt,
som stander udi bygning i Christianshavn«!
Det er historiens første vidnesbyrd om skibsbyggeriet ved Grønnegaards
havn, fra aaret efter, at han havde erhvervet grunden i Strandgade med tilhø
rende fortov, hvor han etablerede sit private skibsværft. Og her søsattes i de
følgende aar en række orlogsfartøjer, bygget for kongens og kronens regning.
Det første var tillige det mærkeligste, et forsøg paa indførelse af en helt
ny skibstype. For det var nok »prammen, som kaldes Skæltudsen«, eller til
andre tider »Skildpadden«, hvad jo klinger mindre mærkeligt i nutidsøren.
Trods betegnelsen var det et større, søgaaende fartøj, fregatrigget i lighed med
en nogle aar før i Holland bygget »fregat eller ponton«, der nok har tjent som
det direkte forbillede.
Mere af sædvanlig type var »det store orlouffschib«, der stod i bygning
gennem aarene 1626-27, j a? vistnok ikke var søsat endnu om vaaren 1628, da
det ellers længst var bestemt, at det skulle opkaldes efter selve den kongelige
stamme og følgelig hedde »Oldenborg«.
Efter Christian IVs eget udsagn var det »et af de bedste orlogsskibe med
tvende rader stykker«, 38 kanoner eller flere, som det opgives til forskellige
tider. Og næppe var det løbet af stabelen, før mester David hk endnu et par
krigsskibe i ordre, denne gang ikke slet saa store, nemlig som »Hummeren«, blot
to alen længere i kølen. De skulle være færdige til fastelavn 1630, begge to,
»de tvende nye skibe, kaldes 3 og 2 løver«.
David Balfour havde haft sin store andel i, at den danske sømagt stod saa vel
rustet ved udbruddet af Kalmarkrigen i 1 6 1 1 . Danskernes krigsfartøjer var
mindre skibe end flydende fæstninger, sagde en fransk historiker. Og »Hum
meren« med fem mindre orlogsfartøjer, resultatet af Balfours produktion i
2orne, var parat til at stikke i søen, da Kejserkrigen brød ud. Ogsaa »Skæltudsen«
naaede at komme med og nød endda den ære at have majestæten selv inden
borde, ja, hans tilsagn om at ville slutte fred blev afgivet fra den.
»Prammen, som kaldes Skæltudsen«, blev dog ikke nogen succes og nogle
aar senere ombygget. Det var i det hele taget, som om en uheldig skæbne
fulgte disse første christianshavnerskibe. »Tre Føver« forliste allerede 1 637
paa Elben, mens det dog var baade »Oldenborg« og »To Føver« forbeholdt at
deltage i kampene under Torstensonsfejden. De var med hin 1. juli 1 644 paa
Kolberger Heide, da Christian IV mistede sit ene øje og efter slaget lovede sine
skibschefer stejle og hjul, hvis de ikke fægtede bedre en anden gang. Han holdt
sit løfte mod en af dem, chefen paa »Oldenburg«, endda en admiral, den beda
gede Peder Galt, der havde misforstaaet en kgl. ordre og uden al naade blev