24 / 213
Man ved ikke, hvilken kendelse de otte mænd afsagde, og siden var en an
den adelig kommission beskæftiget med »de Christianshavns sager«. Faktisk er
det, at herredagen i 165-5 fældede dom mellem København og Christianshavn
vedrørende de to byers havneforhold, men da var sagen traadt ind i en helt an
den fase.
Dels var Christianshavn i mellemtiden blevet en virkelig købstad, saa nu
stod striden mellem magistrat og magistrat. Byen fik sine privilegier i 1 639,
som den allerede 1 634 havde faaet sin egen byfoged og eget byting. Og 1640
blev jurisdiktionen betydeligt udvidet. Christian IV henlagde ogsaa Slotshol
men med dens beboere, paa og ved Børsen saavel som andetsteds udenfor selve
slottet, under Christianshavns ret, samtidig med at majestæten af det hele om-
raade med »samtlige des indvaanere funderede udi Christianshavn et nyt k irke
sogn«.
O
Man kan i denne transaktion næppe se andet end et nyt skaktræk af
Christian IV, en fortsættelse af hans bestræbelser paa at skabe et omraade,
hvor Københavns magistrat ikke havde noget at skulle have sagt. Paa den
maade kom ikke blot farvandet syd for Amagerbro til at danne et christians-
havnsk indhav, men den nye by strakte ogsaa sine grænser langs hovedstadens
ældste havneomraade, paa den anden side Slotsholmen, langs baade Gammel
strand og havneløbet fra Højbro til Holmens bro, og det vel efter sædvanlig
skik »til midtstrøms«!
Det ville i hvert fald christianshavnerne hævde. For i den nye by var man
ikke sen til at søge de nye og udvidede rettigheder gjort gældende i mange for
skellige retninger. Man krævede ikke blot accise, bropenge og andre afgifter af
københavnerne, naar de ladede eller lossede deres egne skibe i havnene ved
Børsen og andetsteds paa slotspladsen, man forbød ogsaa, at de anvendte deres
egne maalere og vragere, og det selvom varerne var oplagt i deres egne pak
huse ! Alt, hvad man saaledes paa Christianshavn mente at have ret til at oppe
bære, stod publiceret, skrevet op paa en tavle, der blev hængt op paa Amager
bro, i aaret 1 653 . Og det var nok denne kundgørelse, som slog hovedet paa
sømmet. Nu ville københavnerne ikke længere finde sig i det.
Og Christianshavn havde jo dengang mistet sit vigtigste værn. Byens skyts
patron, dens grundlægger, var død —som det tør være bekendt i aaret 1648.
Ganske vist var Christianshavns privilegier blevet stadfæstet af den ny konge,
Frederik III, endda to gange 1649 og 165-1, men det sidste privilegium ind
skrænkede paa sin vis rækkevidden af tilsagnet i det første. I det hed det nem
lig : indtil anderledes forordnet vo rd e r!
Det havde vel nok sin baggrund i det andragende, som borgmester og raad
i København det foregaaende aar havde indgivet, og i hvilket de blandt andet i
høje toner klagede over de forviklinger, der var opstaaet efter, at Christians-
,24