33 / 270
20
KILDEFORLYSTELSER I DYREHAVEN
vævet ind i hinanden: En Nordmand traver St. Hans
aften efter Sædvane ud til Kilden. Han drikker en
Portion Kildevand under Paakaldelse af Kirsten Pil i
mystiske Ord og vandrer derefter en ensom Runde i
Skoven. Proviant fører han med; han har et halvt
Skaalpund godt Spegeflæsk, en halv Pot gammel
fransk Vin og en halv Pægl Akvavit fra Reverents-
gaden. Han spiser Flæsket, drikker en Pægl af sin
Vin og lægger sig til at sove under et Træ. Midt om
Natten viser Kirsten Pil sig for ham. Med Forfatte
ren som Talerør giver hun sin Glæde Luft over den
nye Tingenes Tilstand i Danmark efter Struensees
Fald, men beklager sig over sine Kildegæster: „H vo r
ledes haver jeg ikke i mange Aar mærket, at Laster
og Udyden har tiltaget, Guds Bespottelse, Overdaa-
dighed, Hovmod og Pragt, Drukkenskab og Horeri,
hvilke tvende sidste Laster at være, er næsten Aar-
sagen til de flestes Kilderejse.“ (Man mindes Je r o
nimus’ bekendte Replik i „K ilderejsen“ ). Skildringen
gaar derefter over i Moraliseren og løber sluttelig
ud i Opbyggelse. —
Endelig hidsættes et lille Naturmaleri med Ø je
blikkets hurtigt vekslende Indtryk, et Kildeinteriør,
der lige til Enkelthederne ser helt troværdigt ud:
Liflig Sang, Pokalers Klang,
Midt blandt Skovens Fuglesang!
Skiønne Møe, hvor er du sød
I Naturens Skiød!
Det er fra et af Teltene, en flygtig Visestump, der
skærer gennem Latteren, Musikken og Slagsmaalene.