40 / 270
KILDELYSTIGHED OG KILDEGÆSTER
27
Det vrimler omkring Kilden med Sirener og Ama
zoner, Skomagerdrenge og Bierfreunde, Renegater og
Kalmukker, Poltroner og Mamelukker, Springere og
fejende Fyre, ærbare Sibyller og kyske Helener,
Junkere, Mamseller, Spradebasser og Natfrøkener.
(Datiden savner ikke Kælenavne for de mange Ka
tegorier!). De „søde Snutter“ , som har Kærester, de
„stakkels Glutter“ , som ingen har, og Matronerne,
der trænger til „en Rultning og Pultring“ i det grønne
— alle slaar de Gækken løs; selv de ærværdige
Bedstepapa’er, som ikke er til at slaa et Smil af
hjemme, er færdig at le sig fordærvet ved en Svine
steg og en Flaske Vin eller to under et Dyrehave
telt. Der er Værter nok ved Kilden, baade Kavaler-
Værter, Mamsel-Værter, Kaffe-Værter og Punsche-
Værter.
Man væder hyppig Ganen og ikke med
Kildevandet alene. Det er en fjerntliggende Periode,
Rahbek synger om i en Drikkevise fra
1784
, der
begynder saaledes:
Vor Frue og St. Hans til Priis
Det var de gamle Fædres Viis
At gaae til Kirstens Kilde.
Dens Vand de ansaae for en Skat,
Som de Sanct Hans og Frue Nat,
Andægtig drak af Haand og Hat,
Det var et mavert Gilde.
Derimod er det Samtiden, der skildres i følgende
Linjer, hentet fra en Dyrehavspjece fra
1783
:
Den Tid den kom, den Skov blev grøn
Rosenrøde Skiermante,