OffentligeForlystelserFrederikDenSjettesTid

KILDEFORLYSTELSER I DYREHAVEN

Men Dyrehaugen meest var skiøn,

Hver dandsed sin Corante,

Der drog ud baade Qvinde og Mand

Og drak det skiønne Kildevand,

Dandset, drak, og drak og aad,

Aad og drak og dandset.

Den Skov blev fuld af Sang og Fryd

Rosenrøde Skiermante,

Saa knap man hørte Øren Lyd

For Spil og Trimulante,

I Telten gik det meget flink,

Kluk, kluk, kluk med Klang og Klink,

Strengen hørtes, Sangen gik,

Lystigen man dandste.

Dyrehavskildens egentlige Glansperiode oprinder

i Halvfemserne og varer ved til Bombardementet;

derefter indtræder nogle magre Aar, men atter i den

sidste Snes Aar af Frederik den Sjettes Tidsalder

øver den en mægtig Tiltrækning paa Hovedstadens

Publikum. I Aarene efter

1790

synes Tilstrømningen

at have været uhyre og mange af Kildegæsterne kam

perede St. Hansnat i Dyrehaven. Kildeforlystelsernes

Ry havde tillige bredt sig ud over Landets G rænser

og hidlokkede de tilrejsende. Den bekendte Filosof og

Digter Lavater, der i Sommeren

1793

opholdt sig i

Danmark, anslog Tallet paa Vogne og Chaiser, der

var stævnet til Kilden St. Hansdag, til over

200

—

og Vejret var endda slet. Søndagen før Vor Frue Dag,

da han atter aflagde Dyrehaven et Besøg, var der

henimod

800

— skriver otte Hundrede Køretøjer,

mest aabne, store Vogne, der kunde rumme

10-12

Personer, medens et Hav paa otte til tolv Tusinde