189 / 310
186
Belønning, medens Benzon og J. Sandøe hver fik en
halv Pris. Ved Digtets Fo rkastelse erk læ rede Ewald,
a t kunde han ikke væ re sit Fæ d re lands første Digter,
vilde h an ikke væ re den anden , og besluttede i to
Aar at studere D ig tekunsten for derigennem at naa
den første Plads. En F rug t af disse S tud ier blev bl. a.
en D isputats, som h an ho ld t paa Kollegiet den 27e
1767: »De poeseos n a tu ra et indo le« ; Ewalds øvrige
Kollegiedisputatser va r »Pyrologia sacra sive disser-
tatio critico-sacra de igne«, han s første tryk te Arbejde
(28/3 1763), »De Paradiso« (18A 1764) og »Melethemata
quæ dam de prav is scriptoribus« (28/9 1765). Den saa
stæ rk t a ttraaede Anerkendelse som Digter opnaaede
Ew ald i fuldt Maal ved sit Sørgedigt over F red e rik V
»Hold T aa re op at trille«, som h an skrev paa Kon-
sistoriets Opfordring (1766). Den Virak, der da om
bølgede ham , »berusede mig saaledes, at jeg næ r al
drig va r vaagnet. Jeg troede mig nu ikke blot Digter
m ere, m en den bedste, den ypperste Digter i Dan
m ark« , og de 90 Bdlr., som Digtet indbrag te ham ,
gav h am Midler til at leve i Herlighed og Glæde, —
hvad h an gerne plejede, n a a r h an fik en stø rre Sum.
Ved en saadan Lejlighed kø rte h a n f. Eks. ru n d t i
en prægtig Vogn. Kusken sku lde svare, n a a r nogen
spurg te, for hvem h an kø rte : »For K avareren Eward«
— som Ewald udtalte det. Da h an engang fik m ind re
end ven tet, kastede h an D ukaterne hen ad Gulvet og
svor paa, at han ikke vilde hvile, før de alle va r for
tæ rede i Lystighed, og, som H jemm elsm anden , hans
K on tubernal Vilhelm Billeskov, tilføjer, m an k an være
sikk e r paa, at h an h a r ho ld t Ord. Om han s m un tre
og uregelmæssige Liv med Drik og Udsvævelser, veks
lende med P e riode r af Angergivenhed og dybt Tung-