240 / 310
237
Kærligheden bo r, den er for h imm elsk for den faldne
Jord« . — E fter Udgivelsen af »Procne« blev Inge
m ann angrebet af en heftig Febersygdom , der af
kræftede ham i den Grad, at han ikke v a r i Stand
til at gaa ene over Gulvet. U nder Indv irkn ing he ra f
n a a r h an Hø jdepunk tet af Sygelighed i sit Epos »De
so rte Riddere«, de r indeho lde r han s Verdensanskuelse
i — som han senere siger — »en Række af symbolisk-
fantastiske Tankeb illeder«, som »mere ligner Skyggerne
fra en L an te rn a magica end N a tu rens og Menneske
livets Spejbilleder i den objektive Digtnings Kilde«.
Dette Digt g jo rde det stæ rkeste In d try k paa G rund t
vig, der fra da af v a r hans svorne Ven og kraftigt
gik i R reschen for ham mod J. L. Heiberg, da denne
i »Julespøg og Nytaarsløjer« spottede over den Inge-
m ann ske Sen tim entalitet i »Varners poetiske Van
dringer« og i Tragedien »Rlanca«, de r ved sin Op
førelse paa det kgl. Tea te r 1815 blev en Taaresucces
a f første Rang. Samme Aar »Rlanca« udkom , skrev
den meget p roduk tive Digter Tragedien »Masaniello«,
det bibelske D ram a »Røsten i Ørkenen« og Trylle-
spillet »Reinald U n d e rb a rn e t« ; Aaret 1816 bragte fra
hans H aand T ragedierne »Hyrden af Tolosa« og »Løve
ridderen« sam t Digtsam lingen »Julegave«. Det fo rtjener
a t fremhæves, at foruden alle disse hype rrom an tiske
Digtninge stamm e r ogsaa Sangen »Vift stolt paa Ko
dans Rølge« fra Ingem anns A lumnetid. — Denne u d
løb i 1816, og sn a rt efter fulgte Ingem anns U den lands
rejse, fra hv ilken han vendte tilbage baade sundere
og m odnere end i S tuden tertiden paa Valkendorfs
Kollegium.
J a co b H o r n em a n n R r e d s d o r f f ,
A lumne 1812—17,
født 1790, S tuden t 1809, theologisk Kand idat 1814,