45 / 310
42
eller m ine A rv inger« ; m en hvo rledes dette T ilsyn
skulde udøves va r ikke næ rm e re fastsat i Fundatsen .
Det slog da he lle r ikke fejl, at de r i T idens Løb
opstod Uenighed m ellem disse Kollegiets tvende Myn
digheder, Konsistorium og P a tron . Saalænge C h ri
stophe r V alkendo rf levede, v a r Muligheden af den
Art Fo rv ik linge r selvfølgelig u d e lu k k e t; over for ham
som Kollegiets Stifter og Universitetes Velgører va r en
Opposition fra Universitetets Side ikke tænkelig. Og-
saa u n d e r hans første E fterfølger i P a tron a te t, B rode r
sønnen
H
e n n in g
V
a l k e n d o r f
til G lorup og Søbogaard,
kongelig L en sm and til St. H ans og Munkeliv Klostre
i N o rge1), gik alt vel i mange Aar, idet P a tron en
nem lig fo rho ld t sig overvejende passiv. I Aaret 1622,
da h an havde væ ret Kollegiets P a tro n i 21 Aar, frem
kom im id lertid , ikke h an selv, m en han s H ustru , F ru
Anne B rockenhuus, med en for P ro fesso rerne uven tet
F o rd ring om Frem læggelse af Kollegiets R egn skab2).
P ro fesso re rne svarede lidet im ødekomm ende , at »Fun
datsen om sligt slet in te t formelder« — de va r efter
Bogstaven he lle r ikke forpligtede til at aflægge Regn
skab for P a tron en , endsige fo r h an s Kone — og der
fand t ingen Regnskabsaflæggelse Sted.
Muligvis h a r P a tro n en haft en bestem t Hensigt m ed
pludselig at ville vide Besked m ed Kollegiets Status.
1 Marts 1624 fo rlanger h an nem lig alle Kollegiets
P enge3), de r efter Funda tsen s Bud va r udsa t p aa
Rente hos forskellige, opsagt hos disse og anb rag t
hos ham selv. P ro fesso rerne, de r va r ængstelige ved
at anb ringe hele Kap italen paa eet Sted, m en ogsaa
næ rede Betænkelighed ved ligefrem at afvise P a tron en ,
kom derved i en pinlig S ituation ; i deres Nød h en
vendte de sig til K ansleren for at erfare h an s Mening,