172 / 176
indkaldte værnepligtige ere i absolut Majoritet og der
for i Henseende til Opfyldelsen af deres Pligter have
en god Indflydelse paa de mindre gode Elementer,
saaledes at Straffe sjeldent vare nødvendige. Befa-
lingsmændene arbejdede med anerkendelsesværdig
Flid, og Øvelserne bleve efterhaanden endog gode.
Aaret 1892 blev det sidste for mig som Væb
ningschef; thi i Slutningen af Eksercertiden fik jeg
en saa stærk Neuralgi i min invalide højre Arm, at
jeg kun med stort Besvær kunde komme til Hest, og
da jeg alt i mange Aar havde været nødsaget til at føre
Sablen i den venstre Haand, var Føringen af Hesten
med den højre nu næsten bleven til en Umulighed
for mig.
Væbningen skulde presenteres for den komman
derende General, Generalløjtnant Tvermoes, en af
de sidste Øvelsesdage, og da jeg hvert Aar selv
havde ført den forbi til Revumarch, vilde jeg ogsaa
gøre det denne Gang, hvor besværligt det end faldt
mig.
Den kommanderende General udtalte sin særdeles
Tilfredshed med Øvelserne, ligesom han tilføjede, at
disse godt kunde taale Sammenligning med Fodfolks-
bataillonernes af Hærens Linie. Da alt Mandskabet
i Kjøbenhavns Væbning imidlertid har modtaget sin
Uddannelse i Linien, tilkommer der denne Største
parten af Æren, naar Væbningens Arbejde kendtes
værdigt til en saa smigrende Anerkendelse.
Endskønt Aldersgrænsen først vilde naa mig i
September 189?, indgav jeg dog Ansøgning om Afsked
i September ¡892 fra Hærens Forstærkning, og ved
Allerhøjeste Resolution af 9. November s. A. bevilge
167