P
a a
Asminderød-Kirkegaard findes et
smukt Gravsted, som Alle lægger
Mærke til, — dog vistnok isæ r paa Grund
af Aarstallene, nemlig „født 1776, død
1874.“ — Denne næsten hundredaarige
Kvinde, der lige til det sidste havde be
varet sin Aandsfriskhed og sit ungdomme
lige Sind, staaer for mig som en af de
interessanteste Fremtoninger i hele vor
Omgangskreds. Skjøndt jeg var en lille
Pige, og hun henved de 70, da jeg gjorde
hendes Bekjendtskab, foretrak jeg hendes
Selskab for alle mine jevnaldrende Lege
kammeraters. Min Kjærlighed til hende
var maaskee den Gang blandet med lidt
Forfængelighed; thi fra jeg var saa lille,
at jeg ikke selv kunde aabne og lukke
Klaveret, var hun en ivrig Beundrerinde
af mine Musik-Præstationer, og hun spaa-
ede mig allerede den Gang en lykkelig