89 / 128
82
hun talte flere fremmede Sprog og havde
udmærkede historiske og geografiske Kund
skaber. Flere af hendes Ungdomsveninder
havde ikke en Gang faaet Lov til at lære
at
skrive,
„da det ikke var noget, der pas
sede sig for Kvinder; thi saa vilde de bare
falde paa at skrive Kæ restebreve.“ —
Allermest interesserede det mig at høre
hende fortælle om „Danmarks Hædersdag,“
den 2den April; hun selv havde den Dag
levet i den voldsomste Spænding, og da
hendes Mand efter Slaget vendte tilbage
til sit Hjem, kjendte hun ham ikke igjen,
da han var helt sort af Krudtrøgen og over
sprøjtet med Blod; heldigvis var han selv
usaaret. Han havde med Beundring om
talt nogle unge jødiske Handelsmænd, der
havde kæmpet under hans Kommando; de
var blevet presset ombord, men havde, da
det gjaldt, vist en saa glimrende Tapper
hed, at han erklærede: „Makkabæernes
Aand er sandelig ikke uddød i den N a
tion.“ —
Naar Kommandørinde Koefoed og hen
des Svigerinde, en gammel Admiralinde,