180 / 209
A L B E R T R A S M U S S E N
høfligt på os, da vi passerede ham på trappen. Han har jo aldrig
anet, at han blev verfet ned fra trappen.
På første sal boede der en enlig dame, der ernærede sig ved sy
ning. Hun var meget venlig af sig. Men dette med sytøjet har nok
ikke kunnet give alt til underhold, så hun supplerede sin indkomst
på anden måde. A f og til kaldte hun på mig fra sit vindue, når hun
så mig lege på fortovet. Så måtte jeg gøre hende den tjeneste at gå
over til købmanden for at veksle en femkrone. Hun har nok ikke
kunnet give igen. Man var jo naiv dengang og anede ikke, hvori
hendes lønsupplement bestod.
Da ingen tænkte på at sanere dette triste uhumske kvarter, var
det, ligesom ilden ville vække myndighederne op til dåd nævnte
nat.
Det var omkring midnat, det skete. Min moder vækkede mig,
og jeg så, at stuen var helt oplyst af et rødt brandskær. Jeg fik hur
tigt tøjet på og blev sendt ned til et ældre ægtepar, der boede
i stuen.
Den nat udførte min moder noget af en heltedåd.
Der var mange store huller i taget på vort gamle hus, og da der
stadigvæk dalede mange ildflager ned over alle gaderne, fandt min
moder på råd. Hun bar en balje op på loftet og fyldte den med
vand. Med sine behandskede hænder samlede hun alle de store
fnugflader med gløder i op og lagde dem i baljen. Hun hindrede
således, at vort hus blev antændt.
Nede på gaden så man et mærkeligt skue. Der var netop den
aften et stort karneval i det nære Odd Fellow Palæ, og nu kom der
mange kamevalsklædte mennesker hen for at se på brand. Fra de
truede huse kom der fattige mennesker med små børn på armen,
og enkelte småting af bohavet. En mand kom således med et ur
under armen - alle søgte væk fra brandstedet. Jeg må sige, at da
men på første sal viste sig som en barmhjertig engel. Hun tog et par
180