175 / 209
O P R Ø R I R A B A R B E R K V A R T E R E T ?
alvorlig sag vilde uvægerligt være kommet i hovedjournalen. V i er
her ganske vist inde på e silentio-slutningernes farlige område,
men at slagteriarbejderen inden for de fire anførte år har haft
nogen større kontrovers med ordensmagten, kan i hvert fald roligt
betegnes som usandsynligt. Om han en gang eller to har været an
holdt for beruselse eller lettere gadeuorden, kan være ligegyldigt.
Hverken på denne eller anden måde er det lykkedes at finde
den fjer, der i Christensens fantasi er blevet til fem høns. Ad den
historiske undersøgelses vej er det næppe muligt at nå videre end
til at konstatere en vistnok sjældent intim forbindelse af endog
usædvanligt præcist erindrede småtræk med et betydeligt større
kvantum ren fiktion. Hvorledes denne blanding er fremkommet -
og det vil vel navnlig sige, om Christensen har fabuleret ubevidst
eller bevidst - ligger det uden for historikernes kompetence at af
gøre ; det må blive psykologens sag.
Hvor fængslende dette problem end er, kan der dog næppe
tillægges dets besvarelse samme betydning som konstateringen af,
at fortællingen om Eriksens død og jordefærd er en myte. At ofre
tid og tryksværte på at godtgøre dette kan ikke sidestilles med den
tvivlsomme sport at skyde spurve med kanoner. Ganske vist hører
det her behandlede emne ikke til Danmarkshistoriens mere cen
trale problemer. Men det svære skyts var nødvendigt; med et
skeptisk skuldertræk kan Christensens fremstilling ikke affærdiges,
dertil virker dens i det foregående flere gange illustrerede karakter
af øjenvidneskildring for umiddelbart bestikkende. Og nogen helt
uanselig Nørrebrospurv har jagtbyttet heller ikke været. Netop
fordi bogen er så velskrevet, vil den finde mange læsere, og dens
suggestive karakter gør den farlig for ubefæstede sjæle. Hvis den
bidrager til at udbrede den opfattelse, at Danmark for blot et par
menneskealdre siden ikke var en retsstat, så kan dette ikke være
historikerne nogen ligegyldig eller uvedkommende sag.
0 5