170 / 209
H E N R Y B R U U N
de have Stunder, og ere bedne derom, skulle de paa Prædikestoelen
holde een Prædiken og Formaning af Guds Ord til Folket«. Det
tilsvarende, ligeledes endnu gyldige forbud var udtalt i kirkeritualet
af 1685, hvor det hedder, at ingen må »begrave sine Døde stiltiende
uden Præstens Tieniste med at kaste Jord derpaa; Men de skal
give ham det tilkiende, og da bestille Liigprædiken hos ham, om
de den ere begierende«. Ligtalen var således frivillig, men ikke
jordpåkastelsen, og for så vidt var præstens nærværelse obliga
torisk. Dette føltes af mange københavnske arbejdere som en
urimelig tvang, og der blev derfor i 1899 med udgangspunkt og
støtte i fagforeningskredse dannet en forening for borgerlig be
gravelse, hvis medlemmer demonstrerede, ikke ved at ordne ulovlig
jordefærd, men ved simpelt hen at udeblive fra den kirkelige hand
ling. Dette var så pinligt for præsterne, at disse selv tog initiativet
til den bevægelse, hvis resultat blev loven af 13. februar 1903,10
hvorved begravelse uden præstelig medvirkning tillodes, når afdøde
selv eller ægtefællen skriftligt havde udtalt ønsket derom. Men i
1892-94 forelå denne mulighed ikke, og det er komplet utænkeligt,
at de samme myndigheder, der ifølge Christensens beretning små
ligt dikterede tid og sted, skulde have lukket øjnene for et flagrant
lovbrud. Det kan i denne sammenhæng tilføjes, at det også må
forekomme meget lidt troligt, at man - som bogen angiver - på
Kommunehospitalet skulde have indladt sig på at udlevere et lig til
en flok arbejdere, der ikke engang kunde påberåbe sig noget
slægtskab med afdøde.
Endelig er der den unge socialists tale ved graven. Det er et vig
tigt moment i bogen, hvor den fylder to hele sider, hvoraf om
trent to trediedele mellem citationstegn. Indholdet er i og for sig
jævnt og smukt; men dette kan jo ikke fritage historikeren fra at
stille sit sædvanlige spørgsmål om kildegrundlaget. Med al skyldig
respekt for den »glimrende hukommelse« er det dog vist for meget
170