O P R Ø R I R A B A R B E R K V A R T E R E T ?
terne; dødsårsagerne var her tuberkulose, svindsot og kræft, ikke
kranielæsion.
Gennemsynet af Vestre kirkegårds protokoller var også på anden
made oplysende. Den var i slutningen af forrige århundrede på
ingen måde nogen »fin« kirkegård, slet ikke præget af berømte
mænds store gravsteder; den var tværtimod nærmest en fattig- og
arbejderkirkegård. Langt de fleste begravelser var derfor linie
begravelser, og denne betegnelse er at opfatte aldeles bogstaveligt;
det drejer sig virkelig om begravelser på stribe, uden mindste mu
lighed for individuelt valg af gravsted. Men i Christensens frem
stilling hedder det, at følget standser »ude på et stykke marklig
nende jord, hvor der var opkastet en eneste grav«; en kirkegårds
betjent forklarer dette med, at »det er gammel erfaring her, at
kommer der mange mennesker til en begravelse lige op ad andre
gravsteder, går det ud over disse«. Selv om man som en svag mu
lighed kan gå med til, at kirkegårdspersonalet i tilstrækkelig god
tid er blevet underrettet om følgets sandsynlige størrelse, er det
svært at tro på, at man af den grund skulde have besluttet sig til
at afvige fra den sædvanlige rutine ved en fattigbegravelse.
Et andet træk er dog endnu mere utroligt. Det hedder hos
Christensen, at kasernens mænd efter dødsfaldet drøfter, »om
nogen præst skulle tale ved begravelsen. Til sidst enedes man om,
at det skulle madam Eriksen bestemme«. Hun giver da det i og for
sig smukke svar: »Jeg ved, at min gode mand kommer i himlen,
også uden hjælp af nogen præst«. Hvorefter jordefærden ordnes
uden præstelig medvirkning, med den føromtalte mystiske »socia
list« som leder og hovedtaler.
Dette vilde have været en alvorlig lovovertrædelse. Med hensyn
til begravelser gjaldt endnu helt op til århundredskiftet Danske
Lov 2-1 o-1, der fastsætter, at »Præsterne skulle kaste Jord paa
de Døde, naar de ere hensatte, eller i Jorden nedsatte, og dersom
1 6 9