167 / 209
O P R Ø R I R A B A R B E R K V A R T E R E T ?
spinkelt, men dog ikke ubrugbart. Manden skal bo på tredie sal,
nylig være indflyttet, yngre og have kone og eet lille barn. Tager
vi som udgangspunkt oplysningerne i mandtallet maj 93 om side
husets tredie sal, kan to af de otte lejere straks bortelimineres; det
var kvinder. A f de seks mandlige lejere var kun een under 40 år,
og han var ugift. Af de øvrige havde to, en snedker og en sadel
mager, børn over ti år; de tre andre var halvgamle arbejdsmænd,
næppe i besiddelse af socialistens skrive- og talefærdighed; to af
dem havde desuden boet i huset allerede i 90. At inddrage mand
tallene fra 92 og 94 gør på ingen måde sagen bedre, men det vilde
føre for vidt at gå i detailler også med dem. Der er ingen, på hvem
beskrivelsen blot nogenlunde kan passe. Med andre ord, der er
god grund til at formode, at »socialisten« er en fiktion, indført
i fortællingen som talerør for forfatterens revolutionære ansku
elser.
At dømme efter, hvad tællingerne har fortalt os om bipersonerne,
skulde den store kamp med politiet henføres til 1892, 93 eller 94.
Men en yderligere indskrænkning er mulig. Fortællingen om be
gravelsen slutter med at skildre det væld af blomster, der ophobes
omkring graven. Blandt de sidste, som bidrager til det, er »en række
på otte mænd. Men du store verden, det var jo vore egne prinser
med selve kronprins Kaufmann i spidsen . . . Hvor var de buketter
dog pæne. Der var tusindpiger (lollandsk udtryk for »tusindfryd«)
og forglemmigej og gule koblommer, gule og hvide margueritter og
røde valmuer«. Heraf hører navnlig valmuer og forglemmigej for
sommeren til —sommer er det i hvert fald. Endvidere er året 1892
mindre sandsynligt; endnu maj 93 boede nemlig familien Eriksen
på femte sal, mens de efter fortællingen skulde bo skrås over for
Christensens, på fjerde. Men lad os være large og regne med en
af somrene 92, 93 eller 94.
V i vender nu opmærksomheden mod begravelsen, som - hvis den
167