166 / 209
H E N R Y B R U U N
nede bipersoner, ikke navngives. Han forekommer første gang i
afsnittet umiddelbart før Eriksenhistorien.9 I skildringen af politiets
forgæves forsøg på at arrestere en for prostitution mistænkt pige
spørger en betjent mændene, hvorfor de vil forsvare en luder,
men manden giver svar på tiltale: »Hvad siger du, din elendige
lus, taler du om luder. Du er jo selv en modbydelig hanluder, der
sælger din krop til de rige for at gøre fattige mennesker fortræd«
etc. Fortælleren, der angiver selv at have hørt det, tilføjer: »Jeg
kendte ikke den yngre mand, der sagde de gode ord . . ., men de
andre drenge fortalte mig, at han lige var flyttet ind på tredie sal
med kone og et lille barn, og at manden vistnok var en socialist.
Dette sidste troede jeg dengang, men efter de mange socialister, jeg
siden har mødt, tvivler jeg, og jeg begrunder min tvivl med, at han
var et sandhedskærligt menneske«. Da Buntzen har skrevet en at
test, der skal forhindre Eriksens arrestation, afskriver manden den i
flere eksemplarer til glæde for beboerne. Og da begravelsen skal
ordnes, beder kasernens mænd ham om at tale, hvad han lover.
I forbindelse hermed hedder det: »Jeg husker også, at mændene
diskuterede, hvad han egentlig var for en mand. De mente, at han
nok var en slags socialist, men en rigtig socialdemokrat var han
ikke. En dag mændene spurgte ham, hvilket parti han tilhørte,
svarede han: »Jeg tilhører det største parti i hele verden, vor fattige
arbejdende klasse. Den må vi aldrig svigte, den må vi vie alle vore
evner og kræfter, om vi engang skal sejre over de rige og mægtige
undertrykkere«. Mere sagde han ikke, men det var også nok. Een
efter een stak mændene deres barkede næver ind i hans og sagde
tak. Også jeg lille lurelas puttede min lille næve i hans og sagde
tak ! Jeg forstod ikke helt, hvad han sagde, men jeg syntes, det lød
så dejligt«. - T il den udførligt gengivne tale ved begravelsen kom
mer vi tilbage.
Grundlaget for identifikation af denne Andersen Nexø-helt er
166